Medie: Hyundai og Kia vil producere egne elbilbatterier
Hyundai Motor Group har ifølge sydkoreanske medier oprettet et internt “B Task Force”-team for at udvikle og producere egne elbilbatterier.
Beslutningen blev angiveligt truffet, efter kinesiske BYD i marts præsenterede en ny elbilplatform med ekstremt hurtig opladning på kun fem minutter.
Hyundai håber at opnå bedre softwareintegration og lavere omkostninger ved selv at producere batterierne, men det kræver stor teknisk ekspertise.
Indtil nu har Hyundai primært samarbejdet med LG og SK On, men ønsker nu større uafhængighed i batterikapløbet, som især CATL fører. Også BYD og LG har betydelige markedsandele, mens CALB, SK og Panasonic, Samsung alle har små markedsandele.
Se også: Se alle elbiler fra Hyundai
Hyundai og Kia er blevet overhalet indenom
Hyundai Motor Group har med bilmærkerne Hyundai og Kia i mange år været førende inden opladning som følge af, at koncernen begyndte at anvende et 800 volt-batterisystem i sine elbiler allerede i 2021 – længe før de fleste andre. Den dag i dag er der fortsat rigtig mange elbiler, som kun kommer med et 400 volt-battterisystem. Se forskellen på 400 V og 800 V.
Den højere spænding giver mange fordele, herunder hurtigere opladning, og det har Hyundai og Kia haft som en stor fordel i mange år. Elbiler som Hyundai Ioniq 5, Hyundai Ioniq 6, Kia EV6 og Kia EV9 har kunnet lade op fra 10-80 procent på kun 18 minutter – lige så hurtigt som premium-biler såsom Audi e-tron GT og Porsche Taycan.
Men i løbet af det seneste års tid har sydkoreanerne altså fået stærk konkurrence fra kinesiske bilproducenter – primært BYD og Geely. Med mærkerne Lotus og Zeekr har Geely-koncernen også overgået Hyundai i ladehastighed. Senest er SUV’en Zeekr 7X introduceret i Danmark med utrolig hurtig lynladning. 10 til 80 procent er overstået på kun 13 minutter, mens de nye elbiler fra BYD, der lynlader på kun 5 minutter, foreløbig er forbeholdt Kina.
Ikke desto mindre er lynladning en konkurrenceparameter, som er helt afgørende for elbilproducenterne. Og nu hvor Hyundai Motor Group er blevet overgået af kineserne har bilkoncernen taget konsekvensen heraf og prioriteret, at egen batteriproduktion er nødvendig for at kunne matche konkurrenterne i fremtiden.
Resultaterne af Hyundais egen batteriproduktion får vi dog formentlig først at se om en årrække, da en eventuel egen fabrik skal opføres eller opkøbes. Hyundai har dog allerede gjort meget af forarbejdet, da bilkoncernen allerede har egen batteriudviklingsafdeling. Produktionen har hidtil blot været outsourcet til samarbejdspartnerne.
Lykkes Hyundai Motor Group med at etablere egen batteriproduktion, kan det altså betyde, at Hyundai og Kias elbiler kan forblive konkurrencedygtige.
Se også: Se alle elbiler fra Kia
Perspektivering
Hyundai Motor Group har hidtil anvendt NMC-batterier i sine elbiler. Det er den mest anvendte batteritype, men der findes mange andre typer af elbilbatterier – for eksempel LFP-batterier.
Der sker også en hastig udvikling i nye batteriteknologier i disse år.
Kan du heller ikke følge med i udviklingen af elbilbatterier? Læs mere om de forskellige typer elbilbatterier og se også fordele og ulemper ved dem.
Vi anbefaler:
Oplev lynhurtig opladning med Hyundais elbiler
Se bedømmelser, priser og bestil prøvetur i nyeste elbiler
Test og bedømmelser af nyeste elbiler i Danmark
Alle kommende elbiler i Danmark i 2024, 2025 og 2026
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Priser på de billigste elbiler