Apple iPhone 7 Plus: En luksusfærge af en mobil [TEST]
Navnet snyder ikke, når Apple kalder deres største iPhone for en plus-model. iPhone 7 er den største mobil selskabet nogensinde har skabt.
Som lillebror iPhone 7 ændrer Apple ikke det store ved udseendet – som i iPhone 6S Plus får du fortsat masser af det hele – og som i iPhone 7 satses der på de indre kvaliteter til at vinde iPhone-købernes gunst.
Men er det nok til at retfærdiggøre en voldsom høj pris ? Læs med, og få svaret.
Se også den fulde test af iPhone 7 her.
Specifikationer Apple iPhone 7 Plus
Mål: 158,2 x 77,9 x 7,3 mm, 188 gram
Display: 5,5” Full HD, 401 PPI
Ydelse: Apple A10 Fusion 2+2 quad-core (2,23 GHz), 3GB RAM
Batteri: 2.900 mAh
Lager: 32, 128 eller 256GB – kan ikke udvides
Kamera: 12 MP f/1,8 optisk stabiliseret optik (28mm vidvinkel), 12MP f/2.8 (56mm kort teleobjektiv)
Frontkamera: 7MP
Netværk: 2G, 3G, 4G LTE Cat. 6.
Øvrigt: intet jack-stik, IP67 vand- og støvtæt
Pris: Få den bedste pris på mobilpriser.dk
Se også: Reparation af iPhone 7 Plus
iPhone 7 Plus er vandtæt
Som med iPhone 7 er det ikke på udseendet, at man nemt vil kende den nye fra den gamle model. Set forfra er iPhone 7 Plus stort set identisk med det to år gamle design i iPhone 6.
Vender du mobilen om, vil der være nogle ændringer at bemærke. Antennestriberne løber nu langs med kanten, og optikken foran glasset er vokset til en stor sort flade som gemmer på to kameramoduler – dem vender vi tilbage til.
En praktisk udvikling er en såkaldt IP67-godkendelse. Det betyder at iPhone 7 Plus nu tåler at blive dyppet i en meters dybde i mindst en halv time.
Apple siger godt nok kun, at mobilen er vandafvisende – du skal derfor ikke regne med, at garantien vil dække, hvis du får vandskadet din mobil i poolen eller stranden.
Den vandtætte behandling har en anden omkostning. Jackstikket er nu borte – og selv om at en medfølgende adapter giver dig funktionen tilbage kan det meget vel være en ’dealbreaker’ for mange.
Læs også: Apple: Derfor har vi fjernet jackstikket i iPhone 7
Samme vilde størrelse
Ergonomisk er der heller ikke meget nyt at berette. Med mål på 158,2 x 77,9 mm er iPhone 7 Plus er stadig en færge af en mobil, der vil tvinge alle på nær basketballspillere til at betjene den med to hænder.
Når nu iPhone 7 er Apples absolutte topmobil, undrer det, at selskabet ikke investerer mere i at få deres Plus-model til at hæve sig over konkurrenterne.
Holder man den op mod konkurrerende telefoner som Samsung Note 7 eller S7 Edge, virker den lidt outdatet – for den er væsentlig bredere, mindre håndterlig og rummer et display som endda er mindre end Galaxy Note 7. Samsungs Note 7 er dog i skrivende stund ikke til opdrive herhjemme, på grund af kæmpemæssige kvaler med farlige batterier.
Betjeningen er også uændret, knapperne sidder hvor de plejer. Enkelte undtagelse er homeknappen med fingeraftrykslæseren, for den både er og føles anderledes – den er nemlig ikke længere nogen fysisk knap. I stedet er det hele mobilen der vrikker med, når der presses og det giver en mindre overbevisende klik end før – men man vænner sig til det.
Se også: Intet jackstik i iPhone 7? Her er 5 fede trådløse løsninger
Fremskridt i både display og lyd
Displayet i iPhone 7 imponerede og at det nu vokser fra 4,7 til 5,5 tommer gør det bestemt ikke mindre flot at se på.
Farverne er rigere end nogensinde, da displayet nu understøtter HDR-formatet DCI-P3. Kontrasten er en smule højere end før og lysstyrken er kun matchet af Plus’erens mindre iPhone 7 kollega.
Lydsiden er også styrket i denne omgang, nu er det to højtalere, et for oven og et i bunden, der pumper stereolyd ud. Det er mærkbar forbedrelse, for nu leverer 7 Plus et lydbillede der kan matche det flotte display – ligesom iPhone 7 og lydspecialisten HTC 10 får du den bedste lyd ud af en mobil nogensinde.
Læs også: HTC 10 – Glimrende metalmobil uden magi [TEST]
Markedets stærkeste mobil
På processorfronten får iPhone 7 sit årlige boost med en ny A10 Fusion processor og 1GB mere RAM. Processoren tikker en tredjedel hurtigere end før, og sammen med lidt fintuninger, resulterer det i benchmark-scores som er mellem 30 og 50% højere end i sidste års iPhone 6S Plus.
Og nu var det jo ikke fordi at iPhone 6S var nogen sinke – så iPhone 7 blæser derudaf. Forskellene ender faktisk med at være mere teoretiske end noget andet, for der var ikke mange tænkepauser at spore hos forgængeren.
Batteriet er også i fremgang. Kapaciteten er hævet lidt, så den nu rutinemæssigt leverer halvandet døgns brug – og måske endda lidt mere med lidt mådehold.
Hvad der til gengæld ikke er styrket er selve opladeren – det er den samme underdimensionerede sag som oplader den mindste iPhone SE – og det gør, at fuld optankning tager næsten tre timer. Hvilket bare er for sløvt.
Antennen er heller ikke den stærkeste nogensinde. Er netværket svagt, kan det knibe med forbindelsen til trods for, at den hurtige 4G+ standard er understøttet.
Se også: iPhone 7 giver konkurrenterne bank i ny hastighedstest
iOS 10 – en jubilæumsudgave
At det er det indre der tæller hos Apple, beviser selskabets også i deres nyeste version af iOS-styresystemet: iOS 10. Der er meget at synes om her.
Det er nok den største omstrukturering af interfacet siden iOS 7, og selvom den på overfladen ligner sig selv, er nu væsentlig lettere og hurtigere at betjene.
De første udviklinger spottes allerede ved låseskærmen der toner frem, så snart du griber fat i mobilen. Derefter kan du interagere med notifikationer, som f.eks, at besvare en besked, med et fast ’3D Touch’ – det fungerer lynhurtigt.
Bliver du på låseskærmen og svirper en gang mod højre er dine widgets lige ved hånden. De enkelte widgets er opdelt i små talebobler, hvilket letter overblikket. Svirper du mod venstre på låseskærmen sparkes kamera-appen øjeblikkeligt i gang.
Se også: Disse iPhones og iPads får ikke iOS 10
Kontrolcenteret er nu delt op i to faner. Første fane giver kvikadgang til telefonfunktioner og understøtter nu 3D-Touch. Anden fane er tildelt mediestyring, hvorfra du let kan styre din musik- eller videoafspilning.
Meget kan altså ordnes på iPhone 7 uden at telefonen overhovedet oplåses. Når du er inde, vil iOS dog ligne sig selv – 3D-Touch funktioner er dog at finde hos langt flere apps og deres ikoner.
De øvrige udviklinger skal findes i Apples egne apps. Apples iMessage tilbyder nu på en masse muligheder for at krydre beskederne med både tegninger, fuldskærmseffekter eller endda små apps med afstemninger, mini spil og andet lir.
Optisk zoom – bare ikke altid
Kameraet iPhone 7 Plus byder på endnu uset feature i en smartphone. Dobbeltkameraet er set før hos Huawei, men den måde den opfører sig på er unik.
Her er et standard kamera på 12 megapixel lig det du finder i iPhone 7, men det flankeres af et ekstra modul med et snævert synsfelt svarende til 2 gange zoom. Det giver et synsfelt på 37 grader mod 75 grader i den almene tilstand.
Det giver muligheder for at få bedre makro- eller portrætfotos samt mulighed for bare at komme tættere på – faktisk helt op til 10x zoom.
Løsningen fungerer – men med nogle væsentlige forbehold. Teleoptikken er langt fra at være lige så lysstærk som hovedkameraet – hvilket gør at både video og fotos let bliver rystede. Det er Apple vist også selv klar over, for når lyset bliver svagt, slås teleoptikken automatisk fra.
Læs også: iPhone 7 som sportskamera – de første pletskud
Teleoptikken fungerer derfor kun godt under nogle ganske bestemte forhold: i fuldt dagslys og endda kun til stillfotos.
Dobbeltkameraet har dog et party-trick. iPhone 7 Plus tager to fotos på en gang og smelter dem sammen til et billede hvor baggrunden er sløret – ligesom på et spejlrefleks kamera.
Det ville være glimrende til eksempelvis portrætfotos, men teknologien er helt på plads endnu, for både Huawei og HTC tilbyder en lignende løsninger i deres respektive P9 og One M8 – og i begge tilfælde er resultaterne noget kunstige.
Se også: Huawei P9 Plus – Større og stærkere [TEST]
Funktionen kommer dog først i den næste store iOS-opgrade, hvorvidt det er lykkedes for Apple at skabe overbevisende fotos med deres løsning er fortsat uvist.
Alt i alt synes Plus-modellens fotokvalitet ikke at byde på samme store forspring som hos de tidligere 6-modeller. Den optiske stabilisering fås nu i både iPhone 7 og 7 Plus – og det er den sammen med den mere lysstærke optik der giver den foto og videokvalitet.
Se 4K videosample herunder
4K zoom – bemærk overgangen ved 10-sekunder mærket
iPhone 7 eller 7 Plus?
iPhone kommer igen i to størrelser, hvilket igen rejser tvivl om, hvilken der er den rette for en. Merprisen er på 800 kroner, men den retfærdiggøres ved længere driftstid, bedre kamera og naturligvis den større, skarpere skærm.
Når det er sagt er jeg fortsat ikke helt gode venner med det kæmpemæssige format. Spil og apps får masser af plads at boltre sig på, men den forbliver væsentligt større og tungere end rivaliserende Android-telefoner.
Du skal derfor være helt indforstået med, at iPhone 7 Plus vil kræve tohåndsbetjening af dig. Kan du leve med det, vil du få glæde af Plus-modellens ekstra funktioner.
En luksusliner
Apples iPhone 7 Plus er svær at vurdere – på sin vis er den umatchet på snart sagt alle tænkelige punkter. Ydelsen er uovertruffen, kameraet leverer altid varen og både skærm og lyd er fantastiske.
Samtidig opererer iPhone 7 Plus i et felt hvor konkurrenterne er no-shows. Samsungs Galaxy Note 7 er aflyst mens LG V20 og Google Pixel XL slet ikke kommer til Danmark.
Eneste reelle rival for iPhone 7 er Samsung S7 Edge samt de mere ukendte kinesiske bud i Huaweis P9 Plus, OnePlus 3 og Motorola Moto Z.
Står valget mellem Samsungs S7 Edge eller iPhone 7 Plus vil de vinde i hver deres kategorier, men det bliver svært at glemme at iPhone 7 Plus er umådelig dyr i forhold til sin sydkoreanske rival.
Derfor bliver det til en stjerne mindre til Apples topmobil og vi lander på 5 ud af 6 stjerner.
Få den bedste pris på Apples iPhone 7 hos mobilpriser.dk
Fordele:
- Tårnhøj ydelse
- Glimrende lyd og display
- Vandtæt ydre
- 3D Touch er modnet
- Stærkt kamera med optisk zoom
Ulemper:
- Intet jack-stik!
- Konservativt design
- Stor og uhåndterlig med en hånd