Nokia Lumia 800 – den bedste Nokia i flere år (mobiltest)
Nokia Lumia 800 ligner ved første øjekast Nokia N9, der udkom tidligere på året. Som vi har beskrevet i anmeldelsen af Nokia N9, er der tale om en smartphone med ”det døde MeeGo system”, hvilket gør, at den stort set kun henvender sig til mobilnørder og udviklere.
Med Lumia 800 er det anderledes. Her er styresystemet Windows Phone fra Microsoft, og produktet er den første udløber af det store samarbejde mellem Nokia og Microsoft.
– ”Lumia 800 er den første rigtige Windows Phone,” lød det var scenen ved Nokia World i oktober 2011, da produktet blev præsenteret for offentligheden.
Men holder det i virkeligheden, eller skal du i stedet købe en Windows Phone fra HTC eller Samsung? Svaret på det spørgsmål forsøger denne test at afdække.
Enestående godt design
Lumia 800 er udført i plastikvarianten polycarbonat, og er skåret ud i ét stykke. Med andre ord, ingen samlinger der kan knirke og knage. Desuden er plastikken gennemfarvet, så hvis der kommer en ridse, kan den stort set ikke ses.
Polycarbonaten føles ikke som plastik, og man får heller ikke den ”billig følelse” der kendetegner mange smartphone-designs på markedet. Når der så tilføjes en vægt på 142 gram, føles mobilen virkelig som ”godt og solidt håndværk”.
Blandt de mange testmobiler jeg har haft gennem årene, er iPhonen, i de forskellige varianter den telefon, der fra folk på gaden, har fået mest opmærksomhed, i forhold til designet.
Nokia Lumia 800 får samme fokus fra dem jeg har mødt i testperioden. ”Wow den er bare flot”, er den mest udbredte kommentar jeg har fået.
Jeg må give dem fuldkommen ret – Lumia 800 er både flot og lækker, og den buede glasoverflade, får mobilen til at se helt fantastisk ud!
Skærmen er bare ”wow”
Skærmen er 3,7 tommer. Altså 0,2 tommer større end den der sidder på iPhone. Opløsningen er 800 x 480 pixles med 16 millioner farver, og typen er AMOLED tilført det såkaldte ClearBlack Display, der giver bedre kontrast og som er mere tydelig i sollys.
Set i forhold til konkurrenten Samsung Omnia W, der benytter Super AMOLED skærm må vi sige, at Nokia vinder stort. Farverne er flottere og grafikken er mere detaljeret, og desuden ser det ud som om, at ikoner og grafik, kommer ud af skærmen. Omnia W fremstår faktisk lidt farvefattig ved siden af Nokias telefon.
Skærmen er i øvrigt beskyttet af den ultra stærke gorialla glass-overflade, der gør den forholdsvis brud- og ridsesikker.
Derudover er overgange, animationer m.v. ualmindeligt flydende, og det til trods for, at processoren kun er 1,4 GHz – og uden dual-core.
Let og lækker betjening
Styresystemet Windows Phone er på mange områder foran både Android og iOS (iPhone). Det er mere overskueligt og små sigende ikoner, gør det ud for tekst og forklaringer.
I SMS står der f.eks. ikke ”Ny besked”. I stedet er der blot vist et ”+”, som indikerer oprettelsen af en ny besked. I opkaldslisten ringer et ”telefonrør” op. Og sådan går det igen med den lette forståelse, hele vejen gennem systemet.
Windows Phone har også en dyb integration af Facebook, hvor der kan chattes med kontaktpersoner, direkte fra SMS-besked listen. Her er det muligt, at skifte mellem at skrive SMS og Facebook chatbeskeder, med en person, i samme tråd.
Stabile forbindelser
Uanset om det er mail eller internet man tjekker på Lumia 800, så er der hul igennem. Den er lynende hurtig om at tilslutte sig til et trådløst netværk – hvilket også gør sig gældende i forhold til Bluetooh headsets.
Websites indlæses rimelig hurtigt, og der kan zoomes og flyttes mens der indlæses, vel at mærke ude, at telefonen hakker og fryser. Browseren understøtter HTML 5, men ikke Flash.
Mobilnetværket holder Lumia 800 også godt fat i, selv i områder hvor dækningen ikke er så god.
Derimod er det ikke ret godt, at det ikke er muligt er dele internetforbindelsen, og oprette sit eget lokale hotspot. Vi må håbe at denne funktion kan aktiveres i en senere software version.
LANG batteritid
Nokia har erkendt problemer omkring strømforbruget på Lumia 800, dette er dog ikke et så stort problem, at vi har oplevet det i testperioden.
Batteriet på 1450 mAh klarer fint drift i over 24 timer, selv med mailsynkronisering osv. aktiveret. Derudover kan en velfungerende strømsparefunktion aktiveres, som slår forskellige features fra, hvis batteriet nærmer sig en kritisk grænse.
I salgspakken ligger en virkelig sød og nydelig USB-oplader, som ikke fylder ret meget.
Alt i alt er batteri- og strømforbruget mere end godkendt. Smartphones der holder strøm i så lang tid, som Nokia Lumia 800, er en mangelvare.
Kameraet skuffer voldsomt
Selvom Carl Zeiss har leveret optikken til Nokia, betyder det ikke billeder af høj kvalitet.
De 8 megapixels med autofokus og en fotolys-diode, gør det langt dårligere end vi er vant til, fra Nokias produkter. Jeg er i hvert fald utroligt skuffet.
Der kan optages videoklips i opløsningen 720p (30 billeder pr. sekund) og det er let med ganske få klik, at uploade f.eks. billeder til Facebook, eller sende dem som mail og beskeder.
Billeder taget med Nokia Lumia 800
God musikafspiller men dårligt headset
Når der skal musik på Lumia 800 sker det via programmet Microsoft Zune på computeren. Her kan der også tages backup af billeder, samt opdateres til en ny version af styresystemet, når en sådan bliver tilgængelig.
Der er 16 GB indbygget hukommelse i produktet, hvilket jeg personligt synes er i underkanten, særligt når der ikke kan sættes ekstra hukommelseskort i.
Men musikafspilleren er lækker og flot designet, og indeholder de funktioner man forventer, af en mobil afspiller.
Headsettet er dog en ren katastrofe – ren plastik, med voldsomt dårlig lyd. Heldigvis kan man tilslutte ens eget headset, men lyden er ikke synderlig høj, fra forstærkeren i enheden.
Der er FM-radio indbygget, men du kan også benytte radio-applikationer som Tunein Radio, der kan hentes fra Marketplace, og som henter radiolyden via dataforbindelsen.
Voksende markedsplads
Der er slet ikke det udbud af applikationer i Windows Phone, som vi kender det fra Android og iPhone. Heldigvis vokser udvalget hver eneste dag.
Vi hører at Danske Bank er på vej. Men allerede nu findes TV 2 News, Endomondo, Facebook, Angry Birds, DR Nyheder, DMI og mange andre.
Så godt som hver dag støder man på nye apps i Windows Marketplace, og kvaliteten af de forskellige apps er oftest på niveau med Android-apps eller højere.
Der er virkelig tale om en voksende platform, som nok skal komme på niveau med de andre markedspladser, fra de konkurrerende platforme.
I Microsoft Zune kan man mageligt browse rundt mellem de forskellige apps, og installere dem på mobilen. Man kan også købe og leje film, via den samme platform.
God til samtale, men
Der kan ikke udsættes noget som samtalekvaliteten, så længe samtalen sker direkte på mobilen. Benyttes derimod speakerphone, kommer mobilen til kort fordi lyden er kritisabel lav.
SMS-delen fungerer glimrende, og med dansk tastatur og ordbog, kan der skrives ganske hurtigt. Dog er det stadig hurtigere, at sende SMS’er fra en iPhone.
Der er ikke T9 tastatur, og derfor skal du altså vænne dig til at benytte det fulde tastatur layout.
Lumia 800 synkroniserer med alle kendte mailtjenester, men har helt klart sin styrke i forhold til Microsofts mailløsninger som Exchange og Live.com, om end Gmail og tilsvarende, også virker ganske fint.
Gratis GPS-navigation
Nokia Kørsel aka Nokia Drive medfølger på mobilen. Ved første opstart får du mulighed for at hente de kort, som der er brug for, hvilket sker via trådløst netværk.
Så kan man f.eks. hente Danmark, Tyskland og Sverige, og tilføje flere efter behov. Kortene ligger altså på enheden, hvilket gør navigation i udlandet, uden brug af dataforbindelsen, muligt.
Det er IKKE muligt at benytte navigationen når dataforbindelsen er de-aktiveret.
Navigationen virker upåklageligt og guider dig med lethed til destinationen.
I vores testkørsler har vi dog oplevet at blive sendt af mystiske omveje, som ikke altid gav mening.
Jeg synes dog det er irriterende, ikke at kunne se ankomsttidspunktet, når der køres. Enheden viser kun km/t og kilometer til destinationen.
Nokia Drive er gratis, og kommer eksklusivt på Windows Phones fra Nokia.
Det er et fuldt ud konkurrencedygtigt navigationsprodukt, som er en fornøjelse at have gratis med i salgspakken.
Konklusion: Værdig konkurrent til Android og iPhone
Når den klassiske Nokia SMS- og ringetone lyder, kan man ikke undgå at blive i godt humør. Men det er ikke det eneste som bringer smilet frem, når man bruger Lumia 800.
Skærmen, internettet, musikken, navigation, størrelsen, designet osv. osv. er også med til, at trække op.
Derimod trækker headset, speakerphone, hukommelsesmængde og ikke mindst kameraet ned.
Nokia Lumia 800 er ikke perfekt, men den er bestemt en værdig konkurrence til Android og iPhone, til en fornuftig pris omkring 4.500 kroner (uden abonnement).
Nokia er kommet langt med denne mobil, men jeg spiller lavt ud med fire ud af seks stjerner, da der skal være plads til forbedringer i forhold til kommende modeller.
Alligevel må jeg konkludere, at Lumia 800 er Nokias bedste smartphone i mange år, men det er ikke som Nokia siger, ”den første rigtige Windows Phone”. Alligevel glæder vi os allerede til efterfølgeren.
Web-TV: Se testen af Nokia Lumia 800
Plus og minus
+ Fantastisk design
+ Lang battertid
+ Let betjening
– Lav højtaler ved speakerphone
– Dårligt headset
– Ringe og skuffende kamera
Seneste nyt i sagen
Vores redaktion har fulgt udviklingen. Her er de efterfølgende historier. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. Allerede d. 5/12/2011 bragte vi nyt i sagen med et indlæg omkring Fed lyd fra mobilen i kompakt 50er design (produkttest) – Artiklen kan du læse her. Absolut seneste nyt om temaet kan du finde her.