Sony Action Cam Mini HDR-AZ1: Robust fluevægter [TEST]
Actioncams er populære. Hvor salget af traditionelle kompakt- og videokameraer har styrdykket siden smartphonen blev hvermandseje, trodser actioncams trenden. Alene i år, er der i Danmark solgt 80% flere af de små robuste kameraer.
De fleste associerer GoPro med action-kameraet, et marked som selskabet egenhændigt har skabt med ultrakompakte videokameraer og et ultrabredt synsfelt der sluger seerne og placerer dem i actionens centrum.
Sony er dog ingen nybegynder på kamerafronten, og tredje generation af deres actioncam-serie, får nu en mikroskopisk lillebror. Sonys minikriger hedder derfor, forventeligt, Action Cam Mini, efterfulgt af kodenavnet HDR-AZ1.
Men selvom den er en lilliput, byder mini på features som tilhører de store kolleger. Her får du Wi-Fi, 120 fps slowmotion, vandtæt skal og 12 megapixels. Nok til at tilfredsstille de fleste action-mænd og -kvinder.
Læs også: Tip: Her er fotografernes top 20 over foto-apps til mobilen
Specifikationer Sony Action Cam Mini HDR-AZ1
Mål: 74 x 36 x 24,2mm, 63 gram
Optik: f/2,8,170 graders synsfelt (120 med digital stabilisering)
Lukkerhastigheder: 1/30 – 1/10.000 sekund
Opløsning: 11,9 MP EXMOR-sensor
Videoopløsninger: 1080p: 60/50/30/25/24 fps op til 28 mbps AVCHD eller 50 mbps XAVC-S, 720p: 120p/60p/30p op til 28 mbps, VGA 3MBps
Lyd: Indbygget stereomikrofon
Øvrigt: Wi-Fi, NFC, IPX4-vandfvisende
Inkluderet udstyr: tripod-adapter, 1-helmet mount med quick-release, 1 flattop-mount med quick-release, dykkerhus (vandtæt til 5m)
Pris: ca. 1.750,- kroner
En mini-mini
Når Sony siger mini, så betyder det faktisk mikro. Det diminutive hus på 74 x 36 x 24 mm fylder ikke meget mere end fed lighter, og med en vægt på 63 gram inklusive batteri og micro-SD kort, er den lige til at have med i lommen.
Selvom den er let, føles den ingenlunde skrøbelig. Det er plast ja, men af den gode LEGO-type som kan overleve selv hvis du uforvarende skulle træde på det.
Læs også: De 5 bedste apps til dine fotos [TIP]
Samtidig er huset IPX4 vandafvisende, hvilket gør at den heller ikke frygter regnbyger. Skal minien dyppes eller udsættes for saltsprøjt, kan du dog beklæde den med et vandtæt hus (SPK-AZ1) som er godkendt ned til 5 meter dybde, hvilket rækker til pool-action eller lidt snorklen.
Det vandfaste design betyder, at batteriet og alle porte er gemt bag vandtætte låger, hvilket giver en lille ekstra forhindring når micro-SD kortet skal ud eller micro-USB’en skal oplade batteriet.
Knapper er små og bløde men den vigtigste knap, REC-knappen, er nem at ramme. Samtidig er der flere LED lys omkring kameraet der indikerer, om alt optages som det skal.
For at kunne klemme den megen elektronik på så lidt plads, har Sony været nødsaget til at skrotte stativfatningen og benytter sig i stedet af en mindre skrue. En ærgerlig detalje, men heldigvis inkluder Sony en lille skinne til stativmontering.
Sony giver dog igen ved at inkludere to quick-release plader og et beslag der kan limes fast på en hjelm, samt en anden der kan klistres til enhver flade. Quick-releasen er desuden ekviperet med en modhager som der gør at kameraet ikke ryger af i utide. Den er klar til action.
Live-view med ventetider
Actioncams beror på deres ultravidvinklede fiskeobjektiver til at sikre at du får det hele med. Parolen har derfor også været at en søger er unødvendig, peg og skyd – og du får det hele med. En gang i mellem kan det dog være rart at kunne se præcis hvad der optages og dertil har Sony to løsninger.
Minicam’en huser en Wi-Fi chip der kan streame videoen eller fotoene over til din smartphone. Opsætningen bør i teorien ikke være sværere end at holde NFC-chippen op til din mobil og Sonys ’Playmemories Mobile’ app hentes.
Desværre er praksis ikke nær så ligetil. Du skal finde et password bag batterilågen og selv når de to enheder har hilst og kender hinanden tager det mellem 5 og 30 sekunder at genskabe kontakten. Ikke meget fart og action over feltet her.
Samme småfrusterende sløvhed opleves når forbindelsen er skabt. Video-previewet er langt fra at være flydende, hvilket rækker fint til statiske motiver, men når hidsige bevægelser skal følges, kræver det, at du forudsiger hvor dit motiv vil bevæge sig hen. Men det er da altid bedre end bare at gætte sig frem, og så er det en fornøjelse at kunne dele sin filmklip fra felten af.
Se også: HTC Re: Usædvanligt ubådskamera [TEST]
Option to, er et tilkøb. Det er en trådløs skærm der kan bæres som et ur og som gengiver det actioncam’en ser på et lille 1,8” display. Den briller desuden ved at drysse GPS-koordinater over videofilen.
Action Cam Mini har desuden kun en mikroskopisk skærm med 4 ikoner til at indikere batteri og korttilstand samt hvorvidt Wi-Fi’en er aktiveret. Vil du ændre i indstillingerne, er der derfor ingen vej udenom enten smartphonen eller fjernbetjeningen.
Gode, korte film
Til at indfange omverdenen allierer Sony sig med optikspecialisten Zeiss ved at give Action cam mini en f/2,8 Tessar optik.
Billedfeltet er på 170 grader hvilket er et ægte fiskeøje, med tilhørende forvrængede kanter, men som samtidig skaber den førstepersons udsigt der kendetegner GoPros og actioncams generelt.
Du kan optage i op til fuld HD ved 60 billeder hvilket gode flydende videoer, selv når det går vildt for sig. Er du ferm med et videoredigeringsprogram kan du samtidig bruge videoerne til interessante time-lapses eller slowmotion effekter.
Skruer du opløsningen ned til HD (720p) kan frekvensen øges til 120 fps, hvilket giver op til 5x slowmotion uden at det hakker. Videoen er naturligvis ikke nær så detaljeret som i full HD, men farverne er flotte.
Selve videokvaliteten afhænger også af den valgte bitrate, som er et udtryk for hvor komprimerede filerne er. Anvender du det rette micro-SDXC kort kan du opnå op til 50 mbps, hvilket er over det dobbelte end hvad smartphones præsterer.
Her er Action Cam Mini dog meget kræsen med valget af kort. Du skal sikre dig at dit micro-SD kort er på mindst 64GB, formatteret i exFAT og understøtter UHS-3 før du kan optage i den højeste XAVC-S indstilling.
Du kan definere hvor farverige resultaterne skal være, men selve hvidbalancen er fuldautomatisk. Eneste indstillingsmulighed her, er en undervandsmodus som er velegnet til snorkelturen.
Resultaterne er generelt overbevisende, med gode farver og en kvik evne til at tilpasse kontrast og belysning. Jeg mistænker dog Zeiss-optikkerne for at have sovet i timen, for knasende skarp er videoen aldrig, især ikke i kanterne.
Det springer især i øjnene når der knipses fotos, hvor de 12 megapixel store fotos i den grad mangler et skud detaljer. Heldigvis er de gode farver, samt god dynamik og kontrast fortsat at finde.
Lydsiden indfanges af to stereomikrofoner i fronten, som generelt gør det godt og formår at holde vindstøj i ave. Klipser du den vandtætte skal på, vil lydkvaliteten mærkbart forringes.
Når mørket falder på er Sonyen ikke uduelig, men støjen får hurtig hældt gryn over optagelserne når lysniveauet er under almindelig indendørsbelysning. Som med de fleste actioncams, er resultaterne klart bedst i dagslys.
Sony inkluderer en digital stabilisering, hvilket sikrer mindre rystede optagelser, men beskærer synsfeltet drastisk til 120 grader. Det giver et helt andet perspektiv, men skaber til tider nogle unaturlige ryk som gør, at jeg foretrækker den fuldvinklede tilstand.
Sidste potentielle dealbreaker er batterilevetiden. De små mål gør at batteriet er kompakt, hvilket begrænser levetiden drastisk – med både Wi-Fi og højeste videoopløsning slutter optagelserne efter bare 22 minutter. Slår du Wi-Fi fra og neddrosler opløsningen kan du dog nærme dig en times optagelser. I time-lapse mode blev det til små 2000 fotos med 2 sekunders interval før minien opgav.
Action Cam Movie Creator
Når ski-, surf- eller cykelturen er i kassen stopper mulighederne ikke der. Du kan efterredigere dine film i Sonys gratis desktop-program ’Action Cam Movie Creator’.
Det er et enkel stykke software, der giver få men brugbare funktioner. Således kan du nemt klippe og beskære dine videoer eller tilføje slowmotion-effekter. Du kan samtidig lave spændende multi-view videoer hvor op til fire videoer sammenstykkes, med hvert deres synsfelt eller med fjernbetjeningens GPS-data.
Jeg savner dog et par optioner til at få mere ud af optagelserne. En de-fish funktion til at rette de krumme optagelser vil være velset, sammen med muligheden for at tilføje filtre på optagelserne.
Se også: Microsoft Hyperlapse: Få blærede time-lapse videoer på Windows og Android
Et lille kompromis
Med et prisskilt omkring de 1.750,- kr. placerer Sonys minikamera i den lave ende af midterfeltet blandt actioncams. Til de penge får du en robust enhed som ikke har i sinde at give op under selv de værste forhold.
Kameraet er samtidig så let og kompakt, at det er nemt at have med overalt. Når videoerne samtidig er både flotte og farverige, synes Action cam mini oplagt til dit næste eventyr.
Men, der er et par større men’er. Jeg ærgrer mig over at Sony ikke har sørget for at inkludere en bedre optik i kameraet. Man kunne også efterlyse højopløste 4K-videoer, men realiteten er, at optikken med det fine Zeiss-efternavn slet ikke kan levere den fornødne opløsning.
Når batteriet samtidig ikke holder længe og den trådløse forbindelse ikke er synderlig hurtig og pålidelig, har jeg svært ved uforbeholdent at anbefale mikrokameraet.
Vi slutter derfor på 4½ ud af 6 stjerner.
Note: Sony Action Cam mini fås i bundle sammen med Sonys nyeste flagskib Xperia Z3+ frem til den 25. juni. til 5.499,- kroner.
Se også: Sony Xperia Z3+ : to skridt frem og et tilbage [TEST]
Fordele:
- Solid, let og ultrakompakt
- God videokvalitet i dagslys
- Masse tilbehør inkluderet
- Trådløs live-view
- Vandtæt til 5 meter med dykkerhus
Ulemper:
- Uskarpe fotos
- Kort driftstid
- Stabilisering beskærer meget af synsfeltet
- Sløv live-view forbindelse
Emnets videre forløb
Siden redaktionen publicerede denne historie er der kommet nyt i sagen. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. 23/6/2015 kom den efterfølgende historie med en vinkel omkring Sony udgiver tidlig udgave af Android M til 12 enheder – Den videre fortælling finde om emnet finder du her. Læs også seneste nyt om emnet her.