Nu kan alle downloade Rejsekort som app
Nu kan du downloade den nye Rejsekort-app til din Android-telefon eller iPhone. Det sker, efter selskabet bag, Rejsekort & Rejseplan A/S, har gjort Rejsekort som app tilgængelig for alle danskere. Til at starte med blev det i april 2024 muligt for de første 20.000 danskere at betateste appen, og nu er appen altså klar til download for alle.
Se også: Ny Rejsekort-app holder hele tiden øje med din lokation
Hvordan virker Rejsekort som app?
Den nye app er blevet til som et resultat af et miniudbud gennemført i sommeren 2023, hvor løsningen FAIRTIQ vandt. Den har siden 2016 været i brug i Schweiz og anvendes også i Østrig, Tyskland og Frankrig.
Appen fungerer forholdsvis simpelt. Først skal man oplyse e-mailadresse, telefonnummer, navn, fødselsdato og vælge en betalingsmetode. Man kan betale enten via MobilePay eller betalingskort. Uanset betalingsmetode gennemfører appen kun én daglig betaling uanset antal rejser.
For at appen virker, skal du give appen lov til at få tilladelse til:
- din fysiske aktivitet, så den kan minde dig om at tjekke ud (valgfrit)
- Bluetooth, så den kan finde din lokation på steder uden GPS-signal
- meddelelser, så du kan blive mindet om at tjekke ud, når du ikke længere rejser
Når du har opsat appen, er det vitterligt blot at swipe til højre, som man kender fra eksempelvis MobilePay – og så er du tjekket ind. Rejser du med DSB, kan du også vælge at skifte til DSB 1′. Når du er tjekket ind, vil du se en gyldig billet med en skiftende QR-kode, som du skal vise togkontrolløren.
Når du afslutter din rejse, swiper du blot til højre for at færdiggøre rejsen, og du kan nu se en kvittering. Du har også mulighed for at aktivere “smart check ud”, så du automatisk får besked, når du ikke længere rejser. Dermed tjekker appen automatisk ud efter 10-30 minutter, hvis du selv glemmer det.
Se også: Nu kan du downloade Rejsekort som app til Android og iPhone
Indsamler kun data, når du er tjekket ind
Rejsekort & Rejseplan A/S kom uheldigt fra start med den begrænsede introduktion af Rejsekort-appen, da Datatilsynet indledte i juli en undersøgelse af, om appens dataindsamling var i overensstemmelse med EU’s GDPR-regler. Datatilsynet har endnu ikke afsluttet sin undersøgelse, men alligevel er Rejsekort som app altså nu gjort tilgængelig for alle danskere.
Ifølge Jens Willars, der er kundedirektør i Rejsekort & Rejseplan A/S, har man taget input fra Datatilsyn i betragtning. Der er også blevet rettet småfejl siden betaversionen, og nu indsamler appen kun kunders rejsedata, fra de tjekker ind, til de er tjekket ud.
Kritikken har gået på, at appen har indsamlet såkaldt pseudonymiseret data i stedet for anonymiseret data, hvilket gør det muligt for ondsindede bagmænd at henføre brugernes lokationsdata til enkelte personer.
Han oplyser også, at selskabet har købt et standardsystem, som er velafprøvet i flere andre lande, der er underlagt samme EU-regler som Danmark.
Det fysiske Rejsekort forsvinder
Mens mange har ventet tålmodigt på introduktionen af en appbaseret udgave af Rejsekort, er der også mange – særligt pensionister – som fortsat vil anvende det fysiske Rejsekort. Men det kan de ikke blive ved med.
Det er nemlig planen, at plastikkortet og de fysiske standere på stationerne skal udfases. Det sker dog ikke lige her og nu, da plastikkortet fortsat kan bruges det næste stykke tid.
“Vi ved, at der er en gruppe af vores nuværende Rejsekortkunder, som af forskellige årsager ikke har mulighed for eller ønsker at bruge en app. Den gruppe kan fortsætte med at bruge Rejsekort som kort. På sigt bliver Rejsekort som kort udfaset, da det er ved at have nået sin teknologiske levetid og er dyrt og besværligt at vedligeholde. Vi udfaser ikke kortet, før vi har et godt alternativ på plads for dem, som ikke kan bruge appen,” siger Tina Hørbye Christensen, der er administrerende direktør hos Rejsekort & Rejseplan A/S.
Der mangler også fortsat nogle funktioner i Rejsekort-appen, som kommer i 2025. Her vil det blive muligt for børn at tjekke ind via appen, og personer med handicap og førtidspensionister vil kunne rejse med den rette rabat. I 2025 bliver det også muligt at tjekke medrejsende, hunde og cykler ind.