Trump vil forbyde TikTok i USA – undersøges også af Datatilsynet

Mens Datatilsynet og EU er ved at undersøge, om videoappen TikTok lever op til GDPR-reglerne, har Donald Trump meldt ud, at han vil blokere TikTok i USA.

Trump vil forbyde TikTok i USA – undersøges også af Datatilsynet

Den kinesiske videoapp TikTok er uhyre populær – ikke kun i Kina, men i hele verden. Lige så populær den er, lige så bekymrede er Vesten for appen og dens overholdelse af de europæiske GDPR-regler og TikToks ejeres mulige forbindelser til Kinas kommunistiske parti.

Den amerikanske præsident Donald Trump meldte i fredags ud, at han overvejer at bandlyse TikTik ved brug af enten kriselov eller et dekret.

”I forhold til TikTok forbyder vi dem i USA,” lød det ifølge nyhedsbureauet AP fra Trump ombord på præsidentflyet Air Force One.

Det kunne potentielt allerede træde i kraft fra lørdag sidste uge, meddelte han. TikTok er dog indtil videre fortsat tilgængelig for amerikanske brugere.

En talsperson fra TikTik har ifølge The Hill reageret på Trumps trusler om at bandlyse TikTok i USA:

”TikTok-brugerdata fra amerikanske brugere er lagret i USA med strenge kontroller af medarbejderes adgang. TikToks største investorer kommer fra USA. Vi bestræber os på at beskytte vores brugeres privatliv og sikkerhed, samtidig med vi fortsætter med at arbejde på at bringe glæde til familier og betydningsfulde leveveje for dem, der skaber indhold på vores platform,” lyder det.

Læs også: Amerikansk embedsmand beskylder TikTok for at være en sikkerhedsrisiko

Forlydender om muligt Microsoft-opkøb af TikTok

Trumps kommentar om at forbyde TikTok kom kun få timer efter, at der opstod forlydender om, at Microsoft vil opkøbe virksomheden bag TikTok, ByteDance, som har base i Beijing.

Det er dog ikke noget, Trump bakker op om, forlyder det. Amerikanske medier har nemlig berettet, at Trump overvejede at underskrive et dekret, som ville kræve ByteDance at frasælge de amerikanske dele af TikTok på grund af bekymringer om, at TikTok skulle udveksle følsomme data fra amerikanske TikTok-brugere med Kinas kommunistiske parti.

Et lækket dokument fra marts skulle også vise, at TikTok havde ”instrueret moderatorer i at tilbageholde opslag fra brugere, der var vurderet til at være for grimme, fattige eller handicappede til platformen”.

TikTok benægter anklagerne om, at de censurerer indhold og deler data med Kinas kommunistiske parti.

Læs også: Se hvilke apps der indsamler data om dig

Datatilsynet undersøger TikTok

Det er ikke kun i USA, at TikTok møder politisk modstand. Også i EU er der interesse for den populære app, der allerede er installeret på mere end 2 milliarder smartphones.

10. juni meldte Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB) ud, at man havde nedsat en taskforce for at koordinere potentielle aktioner og for at få et mere omfattende overblik over TikToks behandling og fremgangsmåde på tværs af EU.

Herhjemme meldte Datatilsynet 30. juni ud, at man har åbnet en sag mod TikTok for at afklare, om videoappen lever op til GDPR-reglerne – også kendt som persondataforordningen.

“TikTok er meget populært blandt især børn, som ifølge GDPR har krav på en særlig beskyttelse af deres oplysninger. Derfor ser vi nu på omfanget af den behandling af personoplysninger, der sker i appen, og på, hvad der er det lovlige grundlag for behandlingen. Desuden undersøger vi en række sikkerhedsmæssige aspekter af TikTok,” lød det fra Cristina Angela Gulisano, direktør i Datatilsynet.

Læs også: Populære iPhone-apps snupper følsomme data fra udklipsholderen

Afstemning

Indlæser ... Indlæser ...