OnePlus: Derfor vil vi ikke give syv års opdateringer

OnePlus begrunder beslutningen om ikke at tilbyde syv års softwareopdateringer i OnePlus 12 ved at sammenligne smartphones med sandwiches.

OnePlus: Derfor vil vi ikke give syv års opdateringer

På mobilmarkedet er der i dag to producenter, der er førende inden for opdatering af styresystemets software i deres telefoner. Det er Samsung og Google, der begge tilbyder syv års Android-opdateringer af sine flagskibe – henholdsvis Galaxy S24-serien og Pixel 8-serien.

OnePlus har netop startet salget af sin topmodel OnePlus 12, og med den indtager producenten en andenplads med en opdateringspoltik, der giver fire år Android-opdateringer og fem års sikkerhedsopdateringer.

Læs også: OnePlus introducerer OnePlus 12R: Det bedste køb?

OnePlus: Smartphones bliver dårlige ligesom en sandwich

Undrer du dig også over, hvorfor OnePlus ‘kun’ nøjes med fire til fem års opdateringer, når Google og Samsung er oppe på syv år? Nu er OnePlus’ præsident Kinder Liu kommet med en forklaring på netop dette, og for at forklare hvorfor, sammenligner han smartphones med sandwiches.

I et interview med Tom’s Guide siger Kinder Liu, at ”blot at tilbyde længere tids softwareopdateringer helt misser pointen”.

”Det er ikke kun politikker for softwareopdateringer, der er vigtigt for brugerne. Det er også en flydende brugeroplevelse af telefonen,” forklarer Liu i interviewet. Han mener, at det ikke nødvendigvis er vigtigt med mange års opdateringer af softwaren, hvis ikke hardwaren kan følge med over tid.

Han sammenligner derfor smartphonen med en sandwich og siger:

”Visse producenter siger nu, at fyldet i deres sandwich – telefonens software – stadig kan spises om syv år. Men det, de ikke siger, er, om brødet i sandwichen – brugeroplevelsen – måske er blevet muggent efter fire år. Lige pludselig betyder en opdateringspolitik for softwaren ingenting, fordi resten af din oplevelse af telefonen er forfærdelig.”

Liu forklarer, at OnePlus har foretaget test af OnePlus 12 og OnePlus 12R med TÜV SUD for at simulere flere års brug. Baseret på de resultater har selskabet valgt at garantere en ”hurtig og lækker” ydeevne i fire år.

Chefen peger desuden på den mulige forringelse af telefonens batteri, der kan være sket efter syv år.

”Når vores konkurrenter siger, at deres softwarepolitik varer i syv år, skal man huske på, at det gør telefonens batteri måske ikke,” tilføjer han.

Se også: Bedste kameramobiler i år

Et spørgsmål om penge frem for holdbarhed?

OnePlus’ forklaring er ikke blevet taget godt imod blandt techinteresserede brugere. Argumenterne er da også ganske nemme at skyde ned. Argumentet om, at hardwaren ikke nødvendigvis kan følge med, holdt måske for 5-10 år siden.

Den teknologiske udvikling har i dag gjort smartphones lige så kraftige som mange bærbare computere. Der er derfor intet, der tyder på, at en smartphone fra 2024 skulle mangle hverken processorkraft, grafikkraft eller RAM om syv år.

Selv 10 år gamle mobiltelefoner kan i dag benytte de nyeste Android-versioner takket være såkaldte custom ROM’s såsom LineageOS – altså uofficielle udgaver af Android udviklet til udvalgte udgåede Android-telefoner.

Batteriets holdbarhed kan potentielt være et problem, men løsningen på det problem har OnePlus selv skabt ved ikke at gøre batteriet let udskifteligt for brugeren. Problemet er dog ikke større, end at forbrugeren kan foretage en batteriudskiftning hos en mobilreperatør i tilfælde af, at det måtte være slidt efter mere end fire års brug.

Man kan snildt forestille sig, at det snarere handler om penge og ønsket om ikke at forlænge telefonernes livscyklus mere end højest nødvendigt. At kunne sælge en ny OnePlus-mobil efter fire år frem for syv år er lig med flere penge i kassen – medmindre kunden fravælger OnePlus netop på grund af manglende softwareopdateringer.

Læs også: Har vi allerede årets bedste smartphone? Test af OnePlus 12