Google og Mozilla utilfredse med Apples browser-planer i EU

Apple skal gøre det lettere for andre udviklere af browsere at udvikle tredjepartsudviklere til iOS – men kun i EU.

Google og Mozilla utilfredse med Apples browser-planer i EU

Apple vil gøre det muligt for udviklere af tredjepartsbrowsere som Chrome og Mozilla at installere deres egne såkaldte browsermotor på iOS-enheder. Det vil gøre livet lettere for udviklerne og samtidig give dem større synlighed.

Som det er er nu, vil hjemmesider, man besøger via en iOS-enhed, automatisk registrere browseren som Apples egen Safari-browser. Det sker, fordi Apple indtil videre har tvunget udviklerne til at bruge Apples WebKit-browsermotor for at komme ind på iOS-enheder.

Læs også: Til marts sker det: Apple åbner op for iOS efter pres fra EU

EU vrider armen om på Apple

Det lyder umiddelbart meget sympatisk, at Apple vil gøre livet lettere for udviklere af browsere. Men Apple har ikke selv valgt at åbne døren for andre browsere. Det er EU, der tvinger Apple til at lave ændringerne. Og selv om Apple lever op til EU-kravene, er ikke alle tilfredse. Mozilla og Chrome mener, at Apple faktisk gør livet mere besværligt for dem.

For selv om Apple åbner op for at bruge andre browsermotorer, gælder det kun i EU. Og det vil i virkeligheden gøre livet mere besværligt for udviklerne. De vil nemlig være tvunget til at køre og vedligeholde to udgaver af deres apps: Én til EU og en anden til resten af verden. Her mener browserudviklerne, at Apple direkte modarbejder ånden i EUs forordning om digitale markeder (DMA).

Udviklere skuffede over Apples udspil

Mozilla-talsmand Damiano DeMonte har til The Verge kommenteret Apples ændringer og er tydeligt utilfreds med beslutningen om at begrænse browser-ændringerne til EU.

“Vi er stadig ved at gennemgå de tekniske detaljer, men er ekstremt skuffede over Apples foreslåede plan om at begrænse det nyligt annoncerede BrowserEngineKit til EU-specifikke apps,” siger Damiano DeMonte og tilføjer:

“Effekten af dette ville være at tvinge en uafhængig browser som Firefox til at bygge og vedligeholde to separate browserimplementeringer – en byrde, som Apple ikke selv behøver at bære.”

“Apples forslag giver ikke forbrugerne reelle valgmuligheder ved at gøre det så smertefuldt som muligt for andre at tilbyde konkurrencedygtige alternativer til Safari. Dette er endnu et eksempel på, at Apple skaber barrierer for at forhindre ægte browser-konkurrence på iOS.”

Hos Google, der driver Chrome-browseren, er der heller ikke meget begejstring for Apples nye browser-politik. Browser-chef, Googles VP of engineering for Chrome, Parisa Tabriz, har kommenteret DeMontes udtalelse på X:

Helt enig med @mozilla. @Apple mener det ikke alvorligt med at understøtte valg af webbrowser eller motor på iOS. Deres strategi er alt for restriktiv og vil ikke føre til reelle valgmuligheder for browserudviklere.”

Læs også: Epic Games’ direktør raser over Apples nye iOS-regler i EU

Apple: Åbenhed er farligt for iOS-brugere

Apple er til gengæld utilfredse med EUs lovgivning. Phil Schiller, der er chef for App Store, forklarer i et interview, hvorfor Apple er meget bekymrede for disse ændringer. De har efter Apples opfattelse nemlig en høj pris.

”Disse nye regler giver ganske vist nye muligheder for udviklerne, men de giver også risici. Man kan ikke påstå andet. Så vi gør alt, vi kan for at minimere de risici for alle,” forklarer Phil Schiller.

EU-deadline 7. marts

Apples ændringer er endnu ikke godkendt af EU, så det er uvist, om EU rent faktisk mener, at Apple lever op til de nye EU-krav.

EU har givet Apple en deadline 7. marts. Først herefter vil EU gennemgå Apples ændringer og vurdere, om Apple lever op til lovgivningen.

Læs også: Alternative app butikker er farlige for iOS-brugere