Ford på vej med billig elbil til under 200.000 kr.

Ford arbejder allerede på en relativt billig elektrisk Ford Puma Gen-E, men en endnu billigere elbil, der for alvor kan konkurrere med de billigste kinesiske elbiler, kommer også i 2026.

Ford på vej med billig elbil til under 200.000 kr.

Elbiler bliver billigere og billigere, og der kommer konstant nye elbilmærker til, om end det ikke er alle, som det går lige godt for.

Den intensiverede konkurrence blandt elbilproducenter får nu Ford til at ændre sine planer, så den amerikanske bilproducent kan konkurrere med billige kinesiske elbiler, der gør sit indtog.

Allerede nu arbejder Ford på en elektrisk Ford Puma Gen-E, som vil koste omkring 275.000 kroner og komme i år. Men der er en endnu billigere Ford-elbil på vej.

Se også: Test, specifikationer og billeder af elbiler fra Ford

Elektrisk Ford til under 200.000 kr. i 2026

Under et investoropkald i sidste måned afslørede Fords direktør Jim Farley, at Ford “i al hemmelighed” har arbejdet på en billig elbilplatform.

Den kommende, billige elbilplatform skal drive både en lille elektrisk pickup og en elektrisk SUV. Begge vil have en startpris på omkring 25.000 dollar eller hvad der vil svare til 190.000-200.000 kroner.

Kilder med kendskab til sagen oplyser, at den første billige Ford-elbil vil blive lanceret i 2026. Den skal konkurrere med den billige Model 2, som Tesla arbejder på.

Fords elbilplatform til billige elbiler vil anvende et LFP-batteri, som er cirka 30 procent billigere end traditionelle lithium-ion-batterier. Ford undersøger angiveligt også andre batteriteknologier til de billige elbiler.

Se også: Sammenlign specifikationer og priser på elektriske bybiler

Pres fra kineserne får Ford til at ændre fokus

I USA har de helt billige kinesiske elbiler fra blandt andet BYD endnu ikke gjort sit indtog, men det betyder ikke, at den amerikanske bilproducent kan hvile på laurbærrene.

Ved konferencen Wolfe Research i sidste måned gentog Jim Farley sine bekymringer over de billige kinesiske elbiler. Ifølge Jim Farley er ”20-30 procent af ens omsætning i fare,” hvis man ikke kan konkurrere med de kinesiske bilproducenter.

“Som administrerende direktør for en virksomhed, der havde problemer med at konkurrere med japanerne og sydkoreanerne, er vi nødt til at løse dette problem,” forklarer han.

Ford lærte “ret hurtigt at satse på en mindre elbilplatform” og har sat 100 mand af til at udvikle den nye platform – herunder Alan Clarke, som stod i spidsen for udviklingen af Tesla Model Y.

Se også: Priser, privatleasing og specifikationer på elbiler i Danmark

Store elbiler er dyre – også i forbrug

Det ændrede fokus på billige elbiler har samtidig fået Ford til at lægge planerne om en stor 7-personers SUV på hylden.

Jim Farley indrømmer da også, at større elbiler som pickup-trucken F-150 Lightning er dyre at bygge. Derfor skal alt, hvad der er “større end Escape”, helst være funktionelt eller et arbejdskøretøj, forklarer han.

Mindre elbiler er imidlertid anderledes. En elbil på størrelse med en Ford Escape eller endnu mindre “fungerer fuldstændigt,” oplyser han. Ikke alene fungerer de, men “de er markant billigere i drift end en Toyota Corolla eller en Honda Civic eller endda en Ford Maverick,” erkender han.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

BYD’s prisbasker, Seagull, er “pretty damn good”

Fords øgede fokus på billige elbiler sker som en reaktion på de billige elbiler, der allerede nu strømmer til Europa, og som også kan finde vej til USA.

BYD overhalede i de sidste tre måneder af 2023 Tesla som den største globale elbilproducent – og BYD ser ud til at trykke hårdere på speederen i 2024.

Den kinesiske bilproducent har erklæret en “befrielseskamp” mod benzindrevne biler efter at have lanceret en række billige elbilmodeller – navnlig Dolphin og Seagull.

BYD Seagull er den nyeste elbil, som koster blot 69.800 kinesiske yuan i Kina eller hvad der svarer til 150.000-175.000 kroner. Jim Farley fra Ford kaldte for nylig BYD Seagull for “pretty damn good”, da han advarede andre bilproducenter.

Ford er ikke den eneste, der holder øje med kinserne. Carlos Tavares, der er direktør i Stellantis, som står bag blandt andet Citroën, Fiat, Jeep, Opel, Peugeot og Alfa Romeo, sagde i sidste måned:

“Den kinesiske offensiv er muligvis den største risiko, som virksomheder som Tesla og os selv står over for lige nu.”

EU arbejder på at forhøje toldsatsen på biler importeret fra Kina. Det kan føre til, at forbrugerne skal betale op til 25 mere for kinesisk producerede elbiler.

Vi anbefaler:
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Disse elbiler kommer i 2024, 2025 og 2026
De billigste elbiler man kan købe i Danmark
Stor guide til valg af den bedste ladeløsning til elbilen