Disse elbiler er bedst til prisen
Der er mere end 160 elbiler i Danmark. Vi skiller skidt fra kanel og guider dig til de bedste elbiler til prisen. Disse elbiler udmærker sig ved at have en høj bedømmelse og en attraktiv pris sammenlignet med sine nærmeste konkurrenter.
Se hvilke elbiler der er bedst til prisen i bybilklassen, mellemklassen og den store mellemklasse.
Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Bedste elbiler til prisen i bybilklassen
Særligt to elbiler i bybilklassen udmærker sig med, hvor meget elbil du får for pengene: Renault 5 E-Tech Electric og MG4 Electric.
Renault 5 E-Tech Electric
Renault 5 E-Tech Electric er en af de mest spændende nye bybiler i Danmark, fordi den kombinerer ikonisk retrodesign med moderne elbilteknologi og en skarp pris fra 189.990 kr.
På trods af de kompakte mål er den overraskende rummelig, og kabinen er flot bygget med en god balance mellem fysiske knapper og Googles velfungerende Android Automotive, som er et af de bedste infotainmentsystemer på markedet.
Rækkevidden på op til 410 km, lynopladning på 29-31 minutter og muligheden for både 40 og 52 kWh batteri gør den praktisk til både bykørsel og pendling.
Komforten er høj, men bagsædet er ikke klassens største. Alligevel får man ekstremt meget elbil for pengene, hvilket afspejles i dens bedømmelse på 82/100 (virkelig god).
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Renault 5 E-Tech Electric
MG4 Electric
MG4 Electric er en af Danmarks bedste elbiler til prisen lige nu og et oplagt valg, hvis du vil have en billig, veludstyret og praktisk elektrisk bybil. Med en pris på 199.999 kr. for Luxury-udgaven får du imponerende meget elbil for pengene.
Dertil får du en okay byggekvalitet og et sporty, moderne design. MG4 Electric har en ekstremt lang rækkevidde i forhold til prisen på hele 450 km, hvilket gør den til den elbil på markedet, der kører længst i forhold til prisen.

Køreegenskaberne og effektiviteten er også glimrende, og den har et meget simpelt infotainmentsystem, som dog føles noget forældet. Heldigvis er der både Apple CarPlay og Android Auto.
Komforten er god foran, men bagsædet er relativt kompakt, og støjniveauet på motorvej er højere end hos nogle konkurrenter. Bagagerummet på 363 liter er praktisk, men ikke kæmpe.
MG4 får bedømmelsen 78/100 (god) i test.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af MG4 Electric
Bedste elbiler til prisen i mellemklassen
Særligt fem elbiler i mellemklassen udmærker sig med, hvor meget elbil du får for pengene: Renault Scenic E-Tech Electric, Skoda Elroq, Kia EV4, Hyundai Ioniq 5 og Xpeng G6:
Xpeng G6
Xpeng G6 er en mellemstor SUV med coupé-træk, der udfordrer Tesla Model Y direkte – og gør det virkelig godt.
Den byder på virkelig meget udstyr som standard, god byggekvalitet og en stor, lys kabine med fremragende plads på bagsædet.
Infotainmentsystemet er hurtigt og brugervenligt, og der er både Apple CarPlay og Android Auto. Rækkevidden er op til 525 km, hvilket ikke er prangende, men godt nok til langt de fleste.

Til gengæld har den markedets hurtigste opladning: 10 til 80 procent er overstået på kun 12 minutter. Det er vanvittigt.
Komforten er generelt høj, men affjedringen bagi kan føles lidt hård, og der mangler frunk og lidt smart opbevaring. Til gengæld er pris/udstyr næsten uovertruffen. Den nye og opdaterede Xpeng G6 koster fra 299.900 kr., og elbilen får bedømmelsen 90/100 (uovertruffen).
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Xpeng G6
Hyundai Ioniq 5
Hyundai Ioniq 5 er en yderst komplet og ofte lidt overset familiebil. Den kombinerer et markant, retrofuturistisk design med en meget rummelig kabine, fladt gulv og stort bagagerum, hvilket gør den særdeles familievenlig.
Komforten er høj med blød affjedring og lavt støjniveau, og rækkevidden er op til 570 km afhængigt af variant. En af Ioniq 5’s største styrker er dens lynhurtig DC-opladning, hvor 10 til 80 procent er overstået på kun 18 minutter takket være bilens 800-volt-batterisystem.

Softwaren er dog stadig lidt rodet og ikke helt på niveau med de bedste, selv om Android Auto og Apple CarPlay hjælper på det. Hyundai Ioniq 5 koster fra 289.995 kr. og får bedømmelsen 85/100 (virkelig god) i test.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Hyundai Ioniq 5
Renault Scenic E-Tech Electric
Renault Scenic E-Tech Electric er en af de mest interessante familiebiler i mellemklassen lige nu. Den kombinerer komfortable sæder, masser af plads på både for- og bagsæde og et stort bagagerum på 545 liter med en rolig og blød køreoplevelse.

Infotainmentsystemet med Google/Android Automotive hører til blandt de bedste på markedet. Du får en super lang rækkevidde på op til omkring 625 km. Med en bedømmelse på 83/100 (virkelig god) og en pris fra 249.990 kr. får du rigtig meget elbil for pengene i Renault Scenic E-Tech Electric.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Renault Scenic E-Tech Electric
Skoda Elroq
Skoda Elroq er Skodas nyeste SUV i mellemklassen og er allerede et stort hit i Danmark. Den er mindre end Enyaq, men overrasker med rigtig god rummelighed – især på bagsædet, hvor ben- og hovedplads er i top. Kabinen er typisk Skoda: praktisk, fin kvalitet og med en god balance mellem fysiske knapper og stor infotainmentskærm med et velfungerende infotainmentsystem.

Skoda Elroq fås med op til 567 km rækkevidde, hvilket gør den velegnet til lange ture. Basismodellen mangler godt nok varmepumpe, og der er ikke frunk, hvilket trækker lidt ned. Til gengæld er forholdet mellem pris og udstyr virkelig godt. Skoda Elroq starter ved 249.795 kr. og får bedømmelsen 82/100 (virkelig god).
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Skoda Elroq
Bedste elbiler til prisen i den store mellemklasse
Særligt to elbiler i den store mellemklasse udmærker sig med, hvor meget elbil du får for pengene: Kia EV9 og den nye BMW iX3.
Kia EV9
Kia EV9 får en samlet bedømmelse på 83 ud af 100 er en virkelig god SUV til den store familie. Det store, kantede design skiller sig ud og viser, at Kia tør gå egne veje, og det samme gør pladsforholdene: EV9 er en af de mest rummelige elbiler på markedet med en fleksibel kabine, syv sæder og god komfort – også på bagerste række.

Den store SUV leverer understøtter hurtig opladning fra 10 til 80 procent på 20-24 minutter via 800 volt-batteriteknologi, og rækkevidden på op til 579 km er solid for en bil af denne størrelse. Køreegenskaberne er trygge, rolige og overraskende lette, selv om EV9 fylder meget i bybilledet.
Udstyrsniveauet er stærkt – selv basismodellen er veludstyret – og Kia fastholder sin fremragende garanti på 7 år/150.000 km. Der er dog en tand for meget plastik i kabinen, og infotainmentsystemet er ikke blandt det bedste. Men samlet set er Kia EV9 en af de bedste elbiler til prisen, som pt. starter ved 449.999 kr.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Kia EV9
BMW iX3
Den nye BMW iX3, som koster fra 599.900 kr., markerer et stort teknologisk spring for BMW. Den kombinerer et radikalt nyt infotainmentsystem, højere energieffektivitet, op til 805 km rækkevidde, lynhurtig 800-volt opladning (10-80 % på 21 minutter) og et nyt, friskt design. Alt i alt en mere avanceret og højteknologisk elbil end tidligere elektriske BMW’er.
BMW iX3 er endnu ikke blevet testet endnu, men at vurdere ud fra foreløbige første indtryk er der tale om en elbil, som vi har ekstremt høje forventninger til. Den bør derfor score et godt stykke over 80/100 i test – forventeligt omkring 85/100 (virkelig god).
Se også: Priser, specifikationer og billeder af BMW iX3
Perspektivering
Der findes mange andre elbiler, som er gode til prisen. Se dem alle sammen i Elbilmatch, hvor du kan få overblikket over alle elbiler i Danmark.
Vi anbefaler:
Find den bedste forsikring til elbil
Sammenlign alle familiebiler
Alle de bedste privatleasingtilbud på elbiler
Sammenlign alle bybiler
Guide til opladning af elbil med ladeboks i hjemmet
Sammenlign alle elbiler i mellemklassen
Test og anmeldelser af nyeste elbiler
Sammenlign alle elbiler i den store mellemklasse
Se de bedste elbiler fra Hyundai

