Kinesisk elbilproducent vil bygge sine elbiler i Polen

Som resultat af Stellantis og Leapmotors samarbejde vil den kinesiske elbilproducent Leapmotors begynde at samle den elektriske bybil Leapmotor T03 i Polen.

Kinesisk elbilproducent vil bygge sine elbiler i Polen

Kender du den kinesiske elbilproducent Leapmotors? Formentlig ikke – og det er heller ikke så mærkeligt, da producenten hidtil har produceret og solgt sine elbiler i hjemlandet.

Men det kommer meget snart til at ændre sig.

For nylig blev et nyt joint venture-selskab mellem Leapmotors og den europæiske bilkæmpe Stellantis godkendt. Sidstnævnte ejer 51 procent. Samarbejdet giver Stellantis en gylden mulighed for at få markedsandele i Kina, men mere interessant giver det Stellantis mulighed for at producere Leapmotors biler uden for Kina.

Netop sidstnævnte kommer nu til at ske, skriver Reuters.

Se også: Se de bedste elektriske bybiler i Danmark

En af de første kinesiske producenter til at producere i Europa

Ifølge to personer med kendskab til sagen vil Leapmotors nemlig bygge elbiler i Europa på Stellantis’ fabrik i Tychy i Polen. Det gør det til en af de første kinesiske bilproducenter, der starter produktion i Europa.

Stellantis’ fabrik i Polen, hvor Leapmotor T03 skal samles. Foto: Stellantis

Produktionen af Leapmotors lille elektriske bybil T03 kan begynde allerede inden udgangen af juni ved hjælp af teknikken complete knock down – en betegnelse for den samleproces, hvor en delvist samlet bil sendes – i dette tilfælde Polen – for at blive færdigsamlet.

Oplysninger har tidligere gået på, at Stellantis ville bruge sin fabrik i Torino i Italien til at producere Leapmotors elbiler, men valget er i stedet faldet på den polske fabrik. Her produceres der i dag benzin- og hybridudgaver af Fiat 500, Fiat 600, Jeep Avenger og den nye Alfa Romeo Milano.

Tychy-fabrikken i Polen vil sikre lave omkostninger på en elbil, der er designet til at være billig for en bred vifte af kunder, lyder det fra en af kilderne.

Se også: Test og anmeldelser af elbilers design- og byggekvalitet

Leapmotor T03: En kusine til Fiat 500e?

Leapmotor T03 er en lille femdørs elektrisk bybil med et 36,5 kWh lithium-ion-batteri med en WLTP-rækkevidde på 280 km.

Bilen måler 3.620 x 1.652 x 1.577 mm og er dermed mere eller mindre størrelsesmæssigt identisk med en Fiat 500e – og designmæssigt er de to biler da heller ikke langt fra hinanden.

Leapmotor T03 drives af en 80 kW elmotor på forakslen, der yder 109 hk. En opladning fra 30 til 80 procent tager 36 minutter. Den understøtter kun 7 kW AC-opladning.

Indeni finder man et simpelt interiør, der snildt kunne ligne kabinen i en billig europæisk bil. Herinde finder man en 8 tommer førerskærm og en 10,1 tommer infotainmentskærm.

Mulig dansk pris på Leapmotor T03 

Leapmotor T03 er allerede på vej til Frankrig og har en startpris på omkring 20.000 euro. Det svarer til en pris lige over de 155.000 kroner.

Dermed konkurrerer Leapmotor T03 med Dacia Spring, som dog er udgået i Danmark og ikke kommer i den faceliftede udgave, og den ultrabillige BYD Seagull, som ventes at komme til Danmark i 2025.

T03 fra Leapmotor får også konkurrence af den anden Stellantis-elbil, Citroën ë-C3, samt Renault 5. ë-C3 koster fra 179.990 kr., mens Renault 5 ventes at få en pris i samme leje.

Leapmotor har også annonceret, at SUV’en Leapmotor C10 snart vil komme til salg i Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien. Det er Leapmotors første elbil, der er designet til det europæiske marked. Det er dog uklart, om den ligesom T03 til en start produceres i Europa.

Se også: Disse elbiler er Bedst i Test

Udsigt til højere told – begynder produktion af kinesiske biler i EU

Kinesiske bilproducenter introducerer for tiden et væld af billige elbiler i Europa. Det har ansporet flere af de traditionelle europæiske bilproducenter til at udvikle billigere elbiler, der kan konkurrere med kineserne – senest er Ford nået til den erkendelse.

Der er store handelsspændinger mellem Kina og EU i disse år. Sidstnævnte undersøger aktuelt, om de kinesiske elbilproducenter nyder godt af den hjemlige statsstøtte, så bilerne opnår uretfærdigt lave priser på det europæiske marked. Derfor overvejer EU at hæve toldsatsen på kinesiske elbiler. Det kan føre til 20-25 procent højere priser på kinesiske elbiler.

Udsigten til denne skæbne for de kinesiske elbiler har formodentlig været en afgørende faktor i Stellantis og Leapmotors beslutning om at starte en europæisk produktion.

Leapmotors er ikke den eneste kinesiske producent, som ønsker at samle sine elbiler på fabrikker i Europa. BYD annoncerede i december, at de vil bygge en fabrik i Ungarn. Kinesiske Chery Auto er ved at vurdere mulighederne for en lignende investering – muligvis i Italien og Spanien, erfarer Reuters.

Pilen peger altså i retning af, at de kinesiske producenter får sværere vilkår i Europa, medmindre de investerer i europæisk produktion til gavn for Europas økonomi og de europæiske bilproducenter, som dermed bedre kan konkurrere med de kinesiske producenters elbiler.

Vi anbefaler:
Se hvilke elbiler der kommer i 2024, 2025 og 2026
Her er de billigste elbiler i Danmark
Guide til opladning af elbil i hjemmet