MG4 Electric, VW ID.Buzz og Lucid Air brillerer i sikkerhedstest
Sidste omgang sikkerheds- og crashtest fra Euro NCAP i 2022 er netop blevet publiceret. Blandt de testede biler finder man fire fuldelektriske biler, nemlig MG4 Electric, Volkswagen ID.Buzz, Lucid Air og Maxus MIFA 9.
Læs også: 6 nye elbiler får topkarakter i sikkerhedstest
Elbilerne scorer højt i sikkerhed
Der er ingen tvivl om, at sikkerheden i nye elbiler er en prioritet hos producenter, viser de seneste resultater fra Euro NCAP. Euro NCAP laver crashtest og sikkerhedstest på biler og har gjort det siden 1997. Bilerne udsættes for forskellige sikkerhedstest, prøver og crash test, blandt andet frontal- og sidekollisioner, hvor de tildeles point for sikkerheden for voksne, børn, for fodgængere og bilernes indbyggede sikkerhedsfunktioner. Derefter får de en overordnet karakter mellem 0 og 5 stjerner.
Fire nye elbiler er blevet testet efter Euro NCAPs 2022-standard, der er deres strengeste hidtil. Både den prisfornuftige hatchback MG4 Electric, den retro-moderne Volkswagen ID.Buzz, den luksuriøse sedan Lucid Air og MPV’en Maxus MIFA 9 får topkarakter med 5 ud af 5 stjerner.
Se også: Billig forsikring til elbiler
Lucid Air klarer testen bedst
Af de testede elbiler er det Lucid Air, der klarer testen bedst. Den modtager en score på 5 stjerner med 90 procent for fører og voksne, 91 procent for børn, 78 procent for fodgængere og 84 procent for sikkerhedsfunktioner. Tidligere i år meldte Lucid ud, at de var på vej til Europa med deres luksus-elbil Air.
Også den prisbillige elbil MG4 Electric, der kommer til Danmark med et pris fra 249.999 kroner, scorede 5 ud af 5 stjerner, men placerede sig dog lidt længere nede på ranglisten over de sikreste biler.
Se også: Sådan bedømmer vi elbilernes kvaliteter
Tesla dominerer sikkerhedstest
Dog er det stadig Tesla, man finder højest i crash- og sikkerhedstest hos Euro NCAP. Deres Model Y og Model S indtager henholdvist første- og andenpladsen som de sikreste elbiler og biler generelt efter 2022-testregiment.
På top 10 over de sikreste elbiler på markedet finder man flere kinesiske biler, som Smart #1, Nio ET7 og Ora Funky Cat.
Se også: Seneste nyt om elbiler