Test og anmeldelse af Volvo XC40 Recharge

Volvo XC40 Recharge er en rummelig SUV til familien, der ønsker en god elbil til bykørsel og den lange køretur. Her får du komfort i top, høj sikkerhed og hurtig acceleration. Læs vores test af Volvo XC40 Recharge.

Indholdsfortegnelse

  1. Introduktion
  2. Specifikationer
  3. Design og kvalitet
  4. Rækkevidde og opladning
  5. Infotainment, skærm, software og brugervenlighed
  6. Selvkørende egenskaber
  7. Køreoplevelse og ydelse
  8. Komfort
  9. Udstyrsniveau
  10. Bæredygtighed
  11. Sikkerhed
  12. Garanti og service
  13. Bedømmelse
  14. Konklusion
  15. Pris og leasing

Den rene elbil Volvo XC40 Recharge er en flot og praktisk kompakt-SUV, der byder på høj komfort, lækkert interiør, et fremragende infotainmentsystem og et fokus på ultimativ sikkerhed. XC40 Recharge har overraskende gode køreegenskaber og en vanvittig hurtig acceleration i dobbelt motor-udgaven – men billig er den til gengæld heller ikke.

Læs også: Sådan tester og bedømmer vi elbiler

Introduktion af Volvo XC40 Recharge

Volvos XC40 Recharge kunne meget vel være det perfekte bilvalg til den moderne byfamilie. I hvert fald familien, der har råd til den, for den elektriske XC40 koster fra 374.771 kroner – og man skal vil ikke nøjes med basisudgaven. Den kompakte SUV ser godt ud, har god plads, et skønt udsyn til verden omkring, et opkoblet Android Automotive-infotainmentsystem og er generelt en behagelig oplevelse – både til bykørsel og på motorvejen.

På trods af at være en familievenlig bil, der er relativt stor, høj og tung, er der ikke mange biler, der kører fra den. Twin motor-udgaven yder voldsomme 408 hestekræfter, der giver en imponerende acceleration fra 0-100 km/t på blot 4,9 sekunder. 

Rækkevidden i Volvo XC40 Recharge er opgivet til at være 418 kilometer (WLTP) og 419 kilometer for single motor-varianten. Opladningen sker ved op til 150 kW, som kan oplade batteriet fra 20 til 80 procent på 20 minutter.

Se også: Øvrige specifikationer på XC40 Recharge

Er Volvo XC40 Recharge elbilen for dig? Efter at have kørt og brugt Volvo XC40 Recharge i en uge er her vores test, anmeldelse og samlede bedømmelse af den.

Specifikationer på Volvo XC40 Recharge

Vol­vo XC40 Re­charge Single motor Twin motor
Yde­­­evne 170 kW / 231 hk (FWD)
0-100 km/t på 7,4 se­kund­er
300 kW / 408 hk (AWD)
0-100 km/t på 4,9 se­kund­er
Bat­­­te­­­ri og ræk­­­ke­­­vid­­­de (WLTP) 67 kWh
419 km
75 kW
434 km
Op­­­lad­­­ning 11 kW AC-op­lad­ning og 150 kW DC
Sid­­­de­­­plad­s­­er 5 og 2 med iso­­fix-be­­slag
Ba­­­ga­­­ge­­­rum Bagi 414 li­t­er, for­an 31 li­t­er
Plat­­­form Volvo CMA
In­­­fo­­­tain­­­ment­­­sy­­­stem An­droid Auto­motive med app-til­slut­ning
Euro NCAP-be­­­døm­­­mel­­­se 5 ud af 5 stjer­ner
Andet 3 års con­nec­ted ser­vices, 3 års fa­briks­ga­ran­ti samt 8 år/160.000 km ga­ra­nti på bat­te­ri­ka­pa­ci­tet
Pris Fra 374.771 kr. Fra 397.769 kr.

Design og kvalitet

Volvo XC40 er en nydelig bil – både udenpå og indeni. Udseendet skriger ikke “her kommer jeg”, men derimod er XC40 stilet minimalistisk at se på. Der er her tale om en såkaldt kompakt-SUV, hvor målet er at give det bedste fra to verdener: Fordelene ved en SUV, uden at den bliver et stort skrummel.

Man ser det uden på og inden i: XC40 Recharge oser af kvalitet. XC40 Recharge er en bil af høj kvalitet, hvor overfladematerialer, rat, sæder, knapper og skærme er en fornøjelse af se på og røre ved. Man kan finde enkelte steder, hvor en tyndere plastik er anvendt, men det er i småtingsafdelingen. Her er også masser af praktiske opbevaringsrum, kopholdere og et dejligt stort bagagerum – og et lille et praktisk et under kølerhjelmen.

Lækkert minimalistisk interiør

Ved man ikke, at XC40 Recharge er en fuldelektrisk bil, er det svært at gætte det – i hvert fald indtil man har trykket på speederen. Interiøret er nydeligt, men også meget klassisk – og igen minimalistisk. Det kan nogle måske finde kedeligt, men det gør den til gengæld let at komme i gang med – mere om det i afsnittet om brugervenlighed.

I midterkonsollen i XC40 finder man en 9 tommer skærm, der viser bilens infotainmentsystem leveret af Google. Skærmen er af en fornuftig kvalitet og lysstyrke, men kunne bruge en anelse højere opløsning. Instrumentbordets skærm er en imponerende 12 tommer farveskærm med forskellige layouts. De sidder begge, så de ikke generes af sollys og genskin.

Modellen vi testede var udstyret med et high-performance Harmon/Kardon lydanlæg med 600 watt digital forstærker og 13 hi-fi-højttalere samt en subwoofer. Som man kan forvente spiller dette anlæg fantastisk, men kommer desværre som en del af Ultimate-pakken, der koster 43.000 kroner.

Rækkevidde og opladning

Alle udgaver af Volvo XC40 P8 Recharge kommer med et 75 kWh batteri, der giver en teoretisk rækkevidde efter WLTP-standarden på op til 436 kilometer alt efter model. Modellen med enkelt motor giver en teoretisk rækkevidde på 423 kilometer og dobbelt elektrisk motor en rækkevidde på op til 436 kilometer. WLTP er en standardiseret testprocedure til at måle elbilers rækkevidde på en kontrolleret og sammenlignelig måde. Der testes ved forskellige hastigheder og temperaturer for at skabe et så realistisk kørselsmønster som muligt. Om sommeren forventes den at have en rækkevidde på cirka 414 kilometer, mens den vil være på cirka 349 kilometer om vinteren. Ligesom i alle andre elbiler afhænger den reelle rækkevidde med Volvo XC40 af mange ting, herunder vejrforhold, dæktype, antal passagerer, bagage, vejbanen, hastighed og kørestil.

I vores test af Volvo XC40 Recharge har det været svært at opnå den teoretiske rækkevidde, men vi har dog været tilfredse med dens præstation på området. Ved blandet kørsel, med mellem en og fem personer i bilen samt en udendørstemperatur omkring de 0 grader gav et fuldt batteri omkring 300 kilometer rækkevidde – hvilket er ganske tilfredsstillende. Men man skal dog forvente en kortere rækkevidde end den opgivne WLTP-rækkevidde.

Hurtig opladning

XC40 Recharge understøtter op til 150 kW via CCS-ladestik. Det betyder, at den rimelig store batteripakke går fra 20 til 80 procent på omkring 20 minutter. Det kræver dog, at man finder den rigtige ladestander, og at forholdene til den hurtige opladning er på plads. Her er også 11 kW-opladning med Type 2-stik til offentlige ladere eller hjemmelader.

Læs også: Hvad påvirker rækkevidden på en elbil?

Infotainment, skærm, software og brugervenlighed

Det simple og minimalistiske viser sig igen, når man sætter sig bag rattet i XC40 Recharge. Den er uhyre simpel at komme i gang med, og man føler sig hurtigt hjemme – både når det gælder kørsel og infotainment. Der er for eksempel ingen start/stop-knap i den – sæt dig ind og bilen er automatisk tændt og klar.

Google infotainment

Som en af få biler på markedet er XC40 Recharge udstyret med Googles infotainmentsystem, Android Automotive, der leverer en simpel, komplet og opkoblet oplevelse. Den 9 tommer store skærm i midterkonsollen giver adgang til Android Automotive med en Volvo-designet brugerflade, der er brugervenlig og tilpas hurtig.

Android Automotive fungerer uden opkobling til en smartphone, hvor man udover de typiske funktioner fundet i infotainmentsystemer (som klima, navigation, radio og mere), har adgang til at downloade apps som for eksempel apps til podcast, lydbøger, musik, men også andre smarte funktioner som at kunne se den forventede batteriprocent i Google Maps ved ankomst, foretage opkald og mere.

Nu med dansk assistent

Android Automotive er på mange måder et opgraderet Android Auto eller Apple CarPlay. Indtil nu har Google assistenten ikke talt dansk i Android Automotive, men en ny opdatering har netop bragt denne funktionalitet til Volvo XC40 Recharge.

Med Google som leverandør af bilens software kan man samtidig forvente, at der løbende vil blive leveret forbedrende opdateringer.

Derudover kan man til Volvo XC40 Recharge hente en smartphone-app, hvor man kan få adgang til funktioner i bilen, for eksempel fjernbetjening af klimaanlæg, fjernlåsning og batteristatus. Mobiltelefonen kan også bruges som nøgle til bilen.

Se også: De mest ventede elbiler i Danmark i 2022

Selvkørende egenskaber

Standardudgaven (Core) af Volvo XC40 Recharge kommer med typiske funktioner som fartpilot, vognbaneassistent og skiltegenkendelse. Bedre og mere avancerede selvkørende egenskaber får man ved at opgradere til Plus-pakken, der giver adaptiv fartpilot og Pilot Assist samt en række andre fornuftige opgraderinger. Denne pakke koster 22.998 kroner ekstra og er et must-have.

Med Pilot Assist er XC40 Recharge en fornøjelse på selv den længste køretur – eller turen i en travl by. Den holder den angivne hastighed samt afstand til bilen foran og bringer også bilen til fuldt stop – og det virker trygt at bruge i den uge, vi har haft Volvo XC40 Recharge til test.

Høj sikkerhed

Piloten kan også styre bilen, hvis man holder hænderne på rattet. Det fungerer generelt rigtig godt, og styringen virker naturlig. Den er ikke altid god til at registrere, at man holder hænderne på rattet, og den holder en meget lang afstand til forankørende. Men det er jo også en Volvo, så derfor er “safety first”. Vi ville dog sætte pris på en tilføjelse, hvor man kunne justere afstanden i forskellige niveauer.

Volvo XC40 Recharge har ikke meldt et officielt niveau for selvkørende egenskaber ud, men den menes at ligge på niveau 2 ud af 5 inden for autonomi.

Niveauer for automatisering af selvkørende biler 

Bilers selvkørende niveau er defineret i 2014 af standardiseringsorganet SAE International.

  • Niveau 0: Ingen automatisering
  • Niveau 1: Førerassistance – fartpilot, adaptiv fartpilot, parkeringsassistent, vejbaneassistent
  • Niveau 2: Delvis automatisering – bilen overtager styring, men fører skal være opmærksom og have hænder på rattet.
  • Niveau 3: Bilen overtager styringen, men føreren skal være i stand til at kunne overtage styringen.
  • Niveau 4: Høj grad af automatisering. Føren må sove og forlade førersædet og i afgrænsede områder, hvor det er tilladt.
  • Niveau 5: Fuld automatisering. Kan køre helt uden menneskelig indgriben.

Køreoplevelse og ydelse

Volvo XC40 P8 Recharge er ikke en superbil med et lavt tyndepunkt og stiv sportsaffjedring. Vi vil dog vove at påstå, at alle vil blive overraskede over dens meget imponerende køreegenskaber.

Som vi allerede har slået fast er XC40 Recharge hurtig. En enkelt elektrisk motor giver den 231 hestekræfter og to elektriske motorer hele 408 hestekræfter. Modellen vi testede var med to motorer og firehjulstræk. Og jeg skal love for, at der er smæk på, når den affyres og man efter mindre end 5 sekunder kører 100 km/t. Det er en nærmest surrealistisk følelse at sidde i en familievenlig og praktisk SUV og have disse kræfter til rådighed. Det er dog en stor fordel i mange situationer, for eksempel når man skal foretage en hurtig overhaling. På et splitsekund går den fra 60 eller 80 til 110 km/t.

Føles ikke som en SUV

Men det handler ikke kun om accelerationen, når vi er imponerede over køreegenskaberne i denne bil. For selvom den er en relativt høj og komfortabel SUV, er den ganske overbevisende i sving. Den er ikke en Polestar 2, men af en SUV at være er den bestemt sjov.

Har man brug for de 408 hestekræfter? Nej, bestemt ikke. Man kan sagtens spare 54.000 kroner og vælge single motor-udgaven og være fuldt tilfreds med det. Derved får man også en anelse længere rækkevidde. På den anden side blev vi også lidt forelskede i den stærkeste variant.

Se også: Nyheder om elbiler

Komfort

Jo, XC40 Recharge er hurtig, men den er først og fremmest komfortabel. Meget komfortabel.

Den er høj til loftet, lyst og rart i kabinen i XC40. Sæderne foran er ekstremt komfortable – nogle af de bedste vi har prøvet – og her er masser af indstillingsmuligheder. Knapper, styringen af visninger i det 12 tommer store instrumentbord og midterkonsollens 9 tommer skærm til intotainmentsystem sidder alt sammen helt rigtigt placeret.

Sæderne på bagsædet er også meget komfortable. Der kan godt sidde tre personer på bagsædet, men det er som sagt “kun” en kompakt-SUV. Med en autostol på bagsædet og to personer er pladsen lidt trang. Skal der være mere plads, har Volvo større SUV’er i deres sortiment – dog endnu ikke i elektriske udgaver. Her er både god benplads og tilpas højt til loftet.

Godt udsyn

En stor fordel ved SUV’en er, at man sidder højere placeret end i andre biltyper og dermed har et godt udsyn ud af bilen. Det giver tryghed, overblik over trafikken og gør det lettere at nyde landskabet på turen.

Det er generelt meget stille i kabinen i XC40. Der kan dog ved højere hastigheder på motorvej høres vindstøj fra foruden.

Volvo XC40 P8 Recharge
Volvo XC40 Recharge er en meget komfortabel bil.

Udstyrsniveau

Standardudgaven af Volvo XC40 Recharge, også kaldet Core, kommer med en ganske fornuftig mængde udstyr. Her kan kan finde blandt andet adaptive LED-baglygter, over-the-air-softwareopdateringer, sikkerhedsfunktioner som kollisonsvarsling, parkeringssensor for og bag, bakkamera, 19 tommer alufælge, regnsensor, 2-zoners klimaanlæg, elbetjent bagklap, 4 USB-C-porte (2 for og 2 bag), 4 kopholdere (2 for og 2 bag), airbags foran og i siden og mere endnu.

Ekstraudstyr

Skal man købe en XC40 Recharge, vil vi dog ikke anbefale at nøjes med Core-modellen. Man skal derimod opgradere med Plus-pakken, der inkluderer funktioner som kraftige pixel-LED-forlygter, Pilot Assist, Adaptive Cruise Control og kollisionsadvarsel fra bagvedkommende trafik, elektrisk førersæde og mere. Denne pakke koster 22.998 kroner ekstra.

Man kan også gå all-in med Ultimate-pakken, hvor man finder ekstra luksus med Hardon/Kardon-lydanlæg, panoramaglastag, 360 graders kamera, elektriske nakkestøtter og mere. Denne pakke koster 42.998 kroner.

Derudover er der en række andre tilføjelser til XC40 Recharge, blandt andet tagspoiler, stylingkits, klimapakke og bilbeskyttelsespakke. Vi kan anbefale klimapakken, der byder på blandt andet varmepumpe, som giver en potentiel længere rækkevidde. Denne pakke koster 6.000 kroner.

Bæredygtighed

Volvo har ikke helt glemt miljøet i udviklingen af elbilen XC40 Recharge, men der er stadig plads til forbedring. Her finder man blandt andet brug af vegansk læder og brug af genbrugsplast i interiøret.

XC40 bruger 97 procent genanvendte PET-flasker i gulvtæppet, gulvkonsollen og dørindsatserne. Andre materialer indeholder op til 30 procent genbrugsmateriale.

I 2025 sigter Volvo efter, at 25 procent af materialerne i nye køretøjer består af genbrugt og biobaseret indhold. Som en del af Volvos yderligere klimahandlingsplaner skal deres leverandører bruge 100 procent vedvarende energi inden 2025.

Sikkerhed

Hos mange er Volvo kendt som biler med høj sikkerhed – og dette er da også tilfældet med XC40 Recharge. XC40 Recharge har fået 5 stjerner i kollisions- og sikkerhedstest hos Euro NCAP, der er deres topkarakter. I deres crash- sikkerhedstest scorer Volvo XC40 97 procent for bilens fører og voksne, 87 procent for børn i autostol, 71 procent for fodgængere og 76 procent for dens sikkerhedsfunktioner. Og dette udmunder i en samlet score på 5 ud af 5 stjerner.

XC40 Recharge kommer med et stort udvalg af sikkerhedsfunktioner, hvor de fleste er standard. Heriblandt airbags til fører, forsædepassager samt airbags i siden, både foran og bagi. Der er to isofix-beslag bagi, automatisk batterisikkerhed, strukturel beskyttelse af batteriet, vognbaneassistance, automatisk bremsesystem, kollionsvarsling, blind vinkel-sensor og meget mere.

Læs også: Disse 10 elbiler scorer bedst i sikkerhedstest

Garanti og service

Volvo XC40 Recharge kommer med 3 års køretøjsgaranti, der dækker defekte dele, hvis det går i stykker grundet fabrikationsfejl. Garantien dækker også fejl i bilens lak grundet defekter ved materialerne eller lakeringen fra fabrikkens side.

Der gives 8-års garanti på batteriet eller op til 160.000 kørte kilometer, alt efter hvad der kommer først. Her gøres der dog opmærksom på, at der må forventes en gradvis forværring af batteriets kapacitet over tid, hvilket ikke dækkes af garantien.

På rust gives der 12-års garanti, hvis tæringen skyldes defekter ved materiale eller konstruktion.

Volvo XC40 Recharge

Samlet bedømmelse: 75 ud af 100 (god)

Læs mere om de 10 kvalitetsparametre her.

Design og kvalitet 8/10
Rækkevidde og opladning 5/10
Infotainment, skærm, software og brugervenlighed 7/10
Selvkørende egenskaber 5/10
Køreoplevelse og ydelse 8/10
Komfort 9/10
Udstyrsniveau 6/10
Bæredygtighed 6/10
Sikkerhed 10/10
Garanti og service 6/10
Samlet bedømmelse 75/100*

*Der er givet 5 ekstra point til den samlede bedømmelse, da Volvo XC40 P8 Recharge giver meget kvalitet for pengene. Læs mere om vores vurdering af kvalitet i forhold til pris her.

Konklusion på test af Volvo XC40 Recharge

Volvos elektrisk XC40 Recharge er en bil, hvor komfort, kvalitet og sikkerhed er i højsædet. XC40 er let at manøvrere rundt i Københavns travle gader og på små parkeringspladser og er ligeledes en fornøjelse på landevej og motorvej. Man sidder ekstremt godt, der er god plads og – på grund af den høj siddestilling – et godt udsyn. Og det er noget, som alle passagerer kan sætte pris på.

Der er også fin plads til bagagen, hvor et stort 414 liter bagagerum samt et mindre “frunk” foran rummer plads nok for de fleste familier.

Den lille udgave af XC40 Recharge er hurtig, og Twin motor-udgaven vinder over mange af vejens fartdjævle i 0-100 km/t. Og selvom XC40 Recharge først og fremmest er en familievenlig og praktisk bil, er den overraskende god på vejen. Når det kommer til rækkevidden, kunne man dog ønske sig lidt mere.

XC40 Recharge bruger Android Automotive-infotainmentsystemet, som er et af de bedste og mest brugervenlige på markedet.

Volvo XC40 Recharge lander i vores test på 78 ud af 100.

Se også: Nyheder og test af elbiler

Pris og leasing af Volvo XC40 Recharge

Volvo XC40 Recharge kan købes i to varianter:

  • Volvo XC40 Recharge med single-motor og forhjulstræk til 374.771 kroner
  • Volvo XC40 Recharge med twin-motor og firehjulstræk til 397.769 kroner

Single motor-varianten kommer med basisudstyrspakken Core, mens man kan tilkøbe udstyrspakken Plus for 16.000 kroner og Ultimate-pakken for 36.000 kroner. Varianten med twin-motor og firehjulstræk kan kun købes med Plus- eller Ultimate-udstyrspakken.

Volvo XC40 Recharge kan også leases

Volvo XC40 Recharge kan også leases. Herunder kan du se leasingeksempler på de XC40 Recharge varianter med 15.000 kilometer om året inkluderet, en løbetid på 36 måneder og en halvårlig grøn ejerafgift på 340 kroner.

Volvo XC40 Re­charge Plus Ul­ti­mate
Kilo­met­er 15.000 15.000
Ud­be­tal­ing 40.000 kr. 40.000 kr.
Må­ned­lig y­del­se 4.395 kr. 4.795 kr.
Sam­le­de om­kost­ning­er 198.220 kr. 212.620 kr.

Alle priser er indhentet 8. marts 2022. Prisændringer kan forekomme. Vi henviser til bilproducenten for aktuelle priser.

Læs også: Se nyeste test og anmeldelser af elbiler