Huawei Honor – giver Android-konkurrenterne baghjul (mobiltest)

TEST: Huawei Honor er et seriøst bud på en fremragende lavpris-smartphone på Android-systemet. Konkurrenterne bør ryste i bukserne.

Huawei Honor – giver Android-konkurrenterne baghjul (mobiltest)

Normalt plejer jeg at fraråde folk at købe smartphone og tablets med navne der ikke kan udtales. Men Huawei U8860 Honor er en klar undtagelse, og Huaweis mission er da også at indtage det europæiske og danske marked.

Den første gang Honor ligger i hånden, får man følelsen af en telefon i en rimelig god kvalitet, set i forhold til prisen. Bagsiden er nubret og giver et godt greb om mobilen, så den ikke glider ud af hænderne.

Fronten er helt glat og med en mikroskopisk forhøjning rundt om kanten på skærmen. Lige under skærmen sidder betjeningsknapperne til Android; ”Menu”, ”Hjem”, ”Tilbage” og ”Søg”. Der er tale om softtouch-taster,  og altså ikke fysiske knapper.

På toppen findes et 3,5 mm. standard jackstik og powerknap mens der er volumentaster på den venstre side. Opladning sker via microUSB, der er placeret i bunden af telefonen, hvilket jeg synes er den mest optimale stikplacering.

Huawei, U8860 Honor
Huawei Honor. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

God skærmopløsning

Der sidder en Qualcomm Snapdragon (MWM8255T) processor i Huawei Honor, hvilket er samme type, som den der sidder i blandt andet Nokia Lumia 800 og Sony Ericsson Xperia Arc. Frekvensen er på 1,4 GHz. Og selvom den ikke har dual-core, så den alligevel hurtig nok til at løse langt de fleste opgaver.

Skærmen er en standard TFT-type på fire tommer med 480 x 854 pixels. Og selvom det hverken er en AMOLED-skærm eller en anden af de moderne typer, så er billedet faktisk stadig farverigt og pænt og med godt lys og kontrast. Set fra siden udviskes farverne lidt, men ikke voldsomt, og slet ikke noget der gør produktet ubrugeligt.

Det er imponerende hvor godt skærmen gør det, set i forhold til, at mobilen ikke lanceres som et topprodukt.

Huawei, U8860 Honor
Huawei Honor. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Fleksibelt menusystem

Ofte, selv på topmodeller, er Android styresystemet ikke altid særligt flydende og ind i mellem hakker programmerne og brugerfladen en lille smule.

Honor overrasker vildt positivt på dette punkt.

Forsiden har syv ”skærme” og de vises som en 3D-kube når der bladres fra side til side, lidt som man kender fra blandt andet HTCs Sense-brugeflade. Menu-delen har en klassisk ikonopstilling, med et twist.

Under ikonerne findes nemlig to genveje – en til hjemmeskærmen og en til redigering af programmenuen, hvilket gør det muligt at flytte rundt, samt med ét klik, at afinstallere en applikation.

Dertil kommer nogle smarte widgets og lækre baggrunde.

Når man begynder at lege med 3D-effekter bliver Android-mobiler typisk hårdt udfordret på smidigheden, men dette er ikke tilfældet på Huawei Honor, hvor grafikken glider flydende og ubesværet.

Jeg er imponeret over, hvor godt udviklerne hos Huawei har programmeret dette, specielt når man tænker på, hvor mange enheder der aktuelt findes på markedet, hvor grafikken hoster og hakker – måske endda til trods for en endnu større processor og på papiret bedre hardware.

Så på interface- og menudelen har jeg ikke noget at klage over.

Langt fra optimal SMS- og besked-del

Listen med SMS-beskederne, opbygningen af funktioner og alt det andet basale i SMS-delen på Huawei Honor ser godt ud, og giver ingen sure miner hos mig, som anmelder. Problemet kommer først når der skal skrives beskeder.

Skærmen tager godt imod fingrenes position og der rammes ganske præcist, hvilket betyder en høj skrivehastighed, hvis det da ikke lige var for tastaturet.

Standardtastaturet hedder ”TouchPal input” der ved første øjekast giver dejligt store taster, dansk ordbog osv. Men ÆØÅ er stækket – og kun Æ er fremme som en dedikeret tast. Det betyder mange tryk når man skal skrive Ø og Å., hvilket er skrækkeligt irriterende.

Et alternativ er tastaturet ”Huawei IMW” som ikke har dansk ordbog og ÆØÅ. Androids standard-tastatur findes også i mobilen, her er der ÆØÅ men ingen dansk ordbog.

Du er altså næsten tvungen til at hente et alternativt tastatur fra Play Butik (det tidligere Android Market) for at få SMS-delen til at fungere optimalt. Jeg synes ikke dette er godkendt, da man som mobilkøber forventer, at der som standard er styr på den slags basale ting, når man køber en mobil i Danmark.

Huawei, U8860 Honor
Huawei Honor. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Dårlig lyd i headset

Jeg har i testperioden brugt et par forskellige headsets (Jabra) og her fejler Honor en smule. Modtageren klager typisk over dårlig og lav lyd når jeg bruger headset. 

Jeg håber det er noget der Huawei kan justere via en softwareopdatering.

Når der tales direkte i mobilen er lyden godkendt, men ikke den bedste på markedet. Der er dog intet problem i at høre hvad vedkommende i den anden ende siger.

Heller ikke lyden i højtaleren ved f.eks. speakerphone eller musikafspilning er særlig god.

Mobilen er derimod god til at holde fast i forbindelsen til Bluetooth og trådløst netværk, og heller ikke på mobilnettet opleves dårlig eller mangelfuld dækning.

Huawei får dog plus i karakterbogen for at have smartdial som en del af opkaldsfunktionen, så man på tasterne, kan stave sig frem til en kontaktperson.

Huawei, U8860 Honor
Huawei Honor. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

God internet-funktion

På internettet overrasker Honor også. De store websites indlæses hurtigt, selv når det ikke er på de specialtilpassede mobilversioner. Vi er ikke ude i ”iPhone niveau” men Honor er alligevel et pænt stykke over i performance, end vi ofte ser, selv på topmodeller.

Det er desværre ikke muligt at flytte siden mens man zoomer med multi-touch funktion.

I øvrigt har jeg via trådløst netværk været oppe over 15 mbit/s download hastighed, et resultat, selv mange topmodeller må se langt efter.

Jeg siger ikke, at du på denne mobil får en internetoplevelse, som på en topmodel til den dobbelte pris, men en oplevelse der gør, at man bestemt godt gider læse dagens nyheder via mobilen.

Kanon flot batteritid

Jeg ved ikke hvad Huawei har gjort ved strømforbruget i denne mobil, men noget har de altså taget fat i. Batteriet er på 1.900 mAh, og det er næsten umuligt at køre det i bund.

Arbejdsdagen med komplet synkronisering klares med meget batteritid tilovers ved sengetid, og man tænker, at det bare er godt gået, særligt når prisen tages i betragtning.

Min rekord er ét døgn og 15 timers drift – og det er på alle tænkelige måder godkendt. Det er yderst sjældent, at man støder på en Android-mobil, der kører så længe, og med et så lavt batteriforbrug som tilfældet er her.

Huawei, U8860 Honor
Huawei Honor. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Fed musikafspiller og gode fotos

Musikafspilleren er lækkert designet og en grafisk lækkerbisken, men det medfølgende headset er i den virkelig dårlige ende. Ved et kontrollyt med et par ordenlige ear-plugs må jeg dog sige, at lydkvaliteten er rigtig god.

Mobilen har også indbygget FM radio.

Kameraet er på 8 megapixels og billederne er langt bedre, end jeg  turde forvente fra en mobil i denne prisklasse.

Derudover så er Huawei Honor en Android-mobil med alle de features man kender, såsom synkronisering af mails og kontakter via Google, Microsoft Exchange og tilsvarende tjenester. Også Google Maps Navigation er understøttet, ligesom der også er adgang til Play Butik, det tidligere Android Market.

Styresystemet i vores testmobil er Android 2.3.6, men Huawei har lovet en opgradering til Android 4 – Ice Cream Sandwich – i løbet af andet kvartal i år.

Man kan ikke tage screenshots på Honor før den nye Android-version bliver klar.

Fra låseskærmen er der i øvrigt hurtiggenveje til kamera, besked, opkald m.v.

Billeder taget med Huawei Honor

Huawei, U8860 Honor
Huawei Honor. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Konklusion: Vanskelig at sætte karakter på

Huawei U8860 Honor ER en virkelig god Android-smartphone, som i VIRKELIG god. Men den halter omkring lydkvalitet i headset og SMS/beskedtastatur. Derimod trækker internettet, og særligt batteritiden kraftigt op.

Aktuelt koster mobilen ifølge Mobilpriser.dk lige under 2.000 kroner det billigste sted (uden abonnement). Og det ER en god pris – og der ER value for money i denne mobil.

Egentlig burde karakteren ende på fem ud af seks, på grund af mangler omkring SMS-tastaturet. Men der er så mange andre ting, der taler til Honors fordel, særligt prisen og batteritiden, så jeg kan kun ende på en topkarakter – seks ud af seks stjerner.

Hvis Huawei holder samme høje kvalitet når topproduktet Ascend D Quad XL rammer Danmark, så skal konkurrenterne stå tidligt op.

Plus

+ Godt design – ligger godt i hånden.
+ Flydende menu- og brugerinterface.
+ Meget lang batteritid.

Minus

– Lav lydstyrke vil Bluetooth opkald.
– Manger ÆØÅ på SMS-tastatur.
– Intet memorykort i salgspakke / dårligt headset.

Læs også:
– Mobiltest: Huawei Discovery D51

Web-TV: Se Huawei Honor i brug

Seneste nyt om temaet

Få efterfølgende nyt i kronologien og tjek seneste nyt om temaet. mobilsiden fulgte op på sagen. 5/3/2012 kørte vi sagen om HTC Rhyme – god telefon med fedt tilbehør (mobiltest) – Læs fortsættelsen her. De seneste nyheder om emnet kan du læse her.