HTC Desire – mobiltest – del 1
HTC Desire er på alle områder større end HTC Legend. Øget vægt, hurtigere processor og større skærm samt en indpakning, der er ændret fra aluminium til blød plastik.
Det er naturligvis en smagssag, hvilket design man foretrækker. Personligt er jeg mest til Legend, der fremstår mere stilsikker, og ikke får helt de samme grimme fedtfingre-mærker på bagsiden, som nu præger testmodellen af Desire.
Det første vi så til denne mobiltelefon var, da Google lancerede Nexus One. Desire og Nexus er nemlig på den tekniske side, i meget store træk, ens. Alligevel mener jeg ikke, der er tale om en “Google-mobil” – Desire fremstår som en selvstændig mobil, og ikke bare en kopi.
Baggrunden bevæger sig
En sjov gimmik i mobilen er de animerede baggrundstapeter, og der medfølger en række forskellige.
F.eks. et vandtapet hvor ens fingre kan lave ringe i vandet eller musikbaggrunden, der bevæger sig i takt til musikken, der spiller.
Funktionen er underholdende, men bruger også strøm. Efter syv timers brug af mobilen, rapporterer strømoversigten at de “levende tapeter”, har taget 2 procent af kapaciteten på batteriet.
Stor skærm til internet
Den store skærm er ideel til internetbrug, og her skuffer HTC Desire ikke.
Store hjemmesider åbner lynhurtigt, og med et hurtigt dobbeltklik zoomes teksten op, og bliver læsbar. Vil du tættere på, trækkes blot med to fingre, hvorefter teksten forstørres.
Det ganske særlige er, at teksten tilpasses skærmens bredde automatisk. Det betyder, at websiden ikke skal trækkes fra side til side, for at det hele kan læses.
Som yderligere bonus er det intet problem at trække sidens indhold rundt på skærmen. Her er hverken hak eller pauser. Alt følger med i 1:1.
Bogmærkerne til internettet organiseres i øvrigt, som screenshots af siden man har besøgt.
Afspil videoer
Fra tid til anden møder man YouTube-videoer på hjemmesiderne – som f.eks. her på Mobilsiden.dk. Det håndterer Desire ved blot at afspille videoen, når der trykkes play.
Videoen kan zoomes til fuld skærm ved at dobbeltklikke, og den kan gøres endnu større ved at trække i billedet med to fingre – præcis som med hjemmesiderne generelt.
HTC Desire er desuden kraftfuld nok til, at afspiller-universet på DR Update kan benyttes.
Desværre er videoklips ikke helt flydende, ligesom mundbevægelserne heller ikke altid følger billedet.
Oversæt, SMS og Wikipedia
Internetoplevelsen er på HTC Legend og Desire meget ens. Således er det også her muligt, at sende et uddrag af en tekst på en website som SMS eller til Twitter.
Hold blot fingeren på teksten i et lille sekund, hvorefter der let og ubesværet i et zoomvindue kan foretages en præcis markering.
Den markerede tekst kan ligeledes med ét klik oversættes i Google Translate, samt benyttes til et Wikipedia opslag.
Testen af Desire fortsætter
Generelt har jeg stadig ikke oplevet den store forskel i hastigheden mellem Legend og Desire.
Som det står lige nu, føler jeg blot at skærmen og mobilen er større, uden jeg præcist ved, hvad det skal bruges til, andet end at fylde mere i lommen.
Her kan du læse del 2 af HTC Desire testen….
Læs også:
– Del 2 – HTC Desire
– HTC Legend (test) – en sikker vinder
– Web-TV om HTC Legend