Citroën ë-C3 Aircross og Opel Frontera Electric kan nu privatleases

Wismo Group har offentliggjort priser på privatleasing af de to billige SUV'er til familien, Citroën ë-C3 Aircross og Opel Frontera Electric.

Citroën ë-C3 Aircross og Opel Frontera Electric kan nu privatleases

Ønsker du en billig elbil til familien, er det værd at kigge efter Citroën ë-C3 Aircross og Opel Frontera Electric. Wismo Group, der står for importen af begge elbiler fra Stellantis-koncernen, har offentliggjort priser på privatleasing af de to nye elbiler i Danmark.

Se også: Sammenlign priser og tilbud på elbiler

Leasing af Citroën ë-C3 Aircross fra 2.595 kr./md.

Citroën ë-C3 Aircross er en SUV i mellemklassen, som er en forstørret udgave af bybilen ë-C3 med en længde på 4,4 meter, en længere akselafstand og et større bagagerum på 460 liter.

Citroën ë-C3 Aircross kan privatleases med Plus-udstyrspakken for 2.595 kr./md. og en udbetaling på 9.999 kr. Det giver en samlet pris efter 36 måneder på 104.015 kr., hvilket svarer til 48 procent af de 214.990 kr., som er elbilens nypris. Dermed er der tale om et okay tilbud, men det er set bedre hos mange af konkurrenterne.

Den nye Citroën ë-C3 Aircross har et 44 kWh batteri med en WLTP-rækkevidde på 306 km. Plus-udstyrspakken er den mellemste pakke, og dermed får du udstyr som komfortsæder, sædevarme, varme i rat, 10 tommer infotainmentskærm med trådløs Android Auto og Apple CarPlay, bakkamera, tågeforlygter og 17 tommer fælge.

Se også: Priser, billeder og specifikationer på Citroën ë-C3 Aircross

Leasing af Opel Frontera Electric fra 2.795 kr./md.

Den helt identiske bil fra Opel, Frontera Electric, er også blevet tilgængelig til privatleasing. Den månedlige pris på Frontera Electric GS er 2.795 kr., mens udbetalingen er på 9.995 kr. Det giver en samlet pris på 111.215 kr. svarende til 48 procent af variantens nypris på 229.990 kr.

Opel Frontera Electric er på papiret den samme bil som Citroën ë-C3 Aircross – altså stort set samme størrelse, samme 44 kWh batteri og en rækkevidde på 303 km og samme størrelse bagagerum.

Opel Frontera Electric

De væsentligste forskelle ligger i designet, og så har elbilen fra Opel to 10 tommer skærme i instrumentbrættet, ligesom Citroënen har mere fokus på komfort.

Det lidt dyrere leasingtilbud på Opel Frontera Electric er i den dyreste GS-udstyrsvariant, hvor du får udstyr som sædevarme foran, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, opvarmelig forrude, midterarmlæn, tågebaglygter, bakkamera, blindvinkelalarm, parkeringssensor foran og navigation.

Se også: Priser, billeder og specifikationer på Opel Frontera Electric

Blandt de billigste SUV’er i Danmark

De to nye elbiler fra bilkoncernen Stellantis er kvalitetsmæssigt ikke noget at råbe hurra for. Til gengæld er begge elbiler meget billige og er forholdsvis rummelige. De er værd at overveje, hvis man ønsker meget plads til prisen og en rækkevidde, der sagtens kan klare de fleste køreture uden en opladning. Standardudstyret er stærkt begrænset i begge elbiler, men heldigvis koster de bedste udstyrsvarianter kun 25.000-30.000 kr. ekstra.

Opel Frontera Electric får bedømmelsen 75/100 (god), mens Citroën ë-C3 Aircross får bedømmelsen 80/100 (virkelig god).

Konkurrencen om de billige elbiler er dog benhård, og der er derfor andre gode alternativer at vælge mellem til under 200.000 kr. – for eksempel MG ZS EV til bare 169.999 kr. eller MG4 Electric til 184.999 kr. BYD Atto 2 til 209.995 kr. er bestemt også værd at overveje.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Perspektivering

Overvejer du privatleasing? Læs mere om alle fordelene ved at privatlease elbil.

Har du mistet overblikket over de forskellige leasingtilbud? Læs mere om alle de bedste leasingtilbud på elbiler i 2025. Se også de aktuelt fem bedste leasingtilbud.

Vi anbefaler:
Sådan finder du den bedste elbilforsikring
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
De billigste elbiler i Danmark
Fordele ved at lease en elbil frem for at købe