Teslas aktionærer rådes til at stemme nej til Musks absurd høje lønpakke
Skal Elon Musk have udbetalt en lønpakke på svimlende 55 milliarder dollar svarende til 377 milliarder kroner? Det er det store spørgsmål lige nu.
Det amerikanske uafhængige rådgivningsfirma Glass Lewis har lørdag meddelt, at det i en 71 sider lang rapport har rådet Teslas aktionærer til at afvise lønpakken til Elon Musk. Hvis den bliver godkendt, er det den største lønpakke til en direktør i USA nogensinde.
Bag anbefalingen ligger begrundelser som lønpakkens ”overdrevne størrelse” og den udvandende effekt, som den vil have på Telsas aktieværdi. Derudover nævnes Elon Musks palet af ”ekstraordinære tidskrævende projekter” såsom Twitter/X og senest xAI.
Se også: Alle elbiler fra Tesla
Dommer har afvist Elon Musks lønpakke
Sagen startede tilbage i 2018, hvor Teslas aktionærer godkendte lønpakken. Lønpakken består ikke af en egentlig løn eller kontantbonus, men er baseret på, at Teslas markedsværdi skulle stige til hele 650 milliarder dollar over en tiårig periode fra 2018. På nuværende tidspunkt er selskabet 571,6 milliarder dollars værd ifølge data fra London Stock Exchange Group (LSEG).
I januar annullerede dommeren Judge McCormick fra Delawares Court of Chancery den oprindelige lønpakke. Derefter forsøgte Elon Musk at ændre staten, hvor virksomheden Tesla er registeret, fra skattelyet Delaware til Texas.
Rådgivningsfirmaet Glass Lewis har også kritiseret forslaget om at flytte selskabets adresse til Texas med argumentet, at det kan betyde ”usikre fordele og øget risiko” for aktionærerne.
Tesla har opfordret sine aktionærer til at godkende lønpakken.
I et interview tidligere på måneden fortalte Teslas bestyrelsesformand, Robyn Denholm, til Financial Times, at Elon Musk fortjener lønpakken, fordi selskabet har opnået flere ambitiøse mål for omsætning og aktiekursen.
Elon Musk blev administerende direktør for Tesla i 2008. De seneste år har han hjulpet selskabet til at opnå en række gode resultater og været med til at føre selskabet fra et underskud på 2,2 milliarder dollar i 2018 til et overskud på 15 milliarder dollar. Samtidig er der ifølge hjemmesiden Vote Tesla blevet produceret syv gange så mange elbiler.
Rådgivningsselskabet anbefaler desuden aktionærerne til at stemme imod et genvalg af bestyrelsesmedlemmet Kimbal Musk, der er Elon Elon Musks bror. Et genvalg af James Murdoch, der er direktør for 21st Century Fox, bliver derimod anbefalet af Glass Lewis.
Se også: Test og anmeldelse af elbiler
Nye tider for Tesla
Tvisten om den historisk høje lønpakke er blot en af flere kedelige sager, der foregår hos Tesla for tiden. Opfordringen til aktionærerne om at godkende Elon Musks lønpakke kom kun få dage efter Tesla fyrede 10 procent af sine medarbejderne. Ikke længe efter fyrede Tesla også hele Supercharger-teamet og flere ledere.
Mens Tesla solgte 1,8 millioner elbiler i 2023 og dermed blev 14. bedst sælgende bilkoncern i det forgangne år og stod bag den mest solgte bil i 2023 (Tesla Model Y), går det ikke nær så godt i 2024. Teslas salg er styrtdykket globalt, og i Europa oplever Tesla det dårligste salg i mere end et år. Herhjemme i Danmark og i de første fire måneder i 2024 har Tesla solgt markant færre elbiler (4.104) end samme periode i 2023 (5.326).
Teslas storhedstid ser med andre ord ud til at være ovre, og den stigende konkurrence, som før eller siden måtte komme, begynder nu at ramme Tesla.
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Kommende elbiler, der kommer i 2024, 2025 og 2026
Her er de billigste elbiler i Danmark