Store skærme i biler øger risikoen for ulykker
Det er blevet populært blandt bilproducenter, at gemme essentielle funktioner væk bag store touchskærme. Men det er både distraherende og farligt, og manglen på fysiske genvejsknapper vil fremover blive straffet i sikkerhedstest, advarer Euro NCAP.
Se også: Sammenlign priser, specifikationer og kvalitet på elbiler
Infotainmentskærme distraherer under kørsel
Der er slet ingen tvivl om, at moderne biler med ny sikkerhedsteknologi er blevet sikrere. Der er flere airbags, assistentsystemer, sikkerhedsfunktioner og sikrere konstruktioner, der gør køreturen sikrere og samtidig minimerer skader, hvis det skulle gå galt.
Dog ser man samtidig en trend blandt bilproducenter, som er farlig. Trenden, der er startet af Tesla, handler om enorme skærme og minimalitisk design, hvor de klassiske fysiske knapper er forsvundet fra bilens cockpit og erstattet med software.
Det er billigere for bilproducenterne
Ofte handler det mere om at spare, end at gøre det mere brugervenligt. Det er nemlig billigere, når man kan smide alle funktioner i bilens infotainmentsystem.
Men den store skærm er farlig at bruge under kørsel, advarer Rådet for Sikker Trafik i en ny undersøgelse, hvor de har talt med 1.500 bilister.
Og de er langt fra de eneste, der advarer om de store skærme i bilerne. Euro NCAP, der foretager crashtest og sikkerhedstest af biler i Europa, fortæller, at bilproducenternes overdrevne brug af software og store touchskærme er farligt og øger risikoen for distraktionsulykker.
“Overforbrug af touchscreens er et problem i hele branchen, hvor næsten alle bilproducenter flytter vigtige betjeningselementer over på centrale touchscreens, hvilket tvinger førerne til at fjerne blikket fra vejen og øger risikoen for distraktionsulykker,” siger Matthew Avery, Euro NCAP’s direktør for strategisk udvikling.
Se også: De bedste elbiler i Danmark lige nu
Fysiske knapper for en topkarakter
Derfor vil Euro NCAP fra 2026 slå hårdt ned på de producenter, der fjerner fysiske knapper og gemmer det hele i softwaren.
Euro NCAP insisterer ikke på, at alt skal have sin egen knap eller kontakt, men ønsker at se fysiske kontroller til blinklys, havariblink, vinduesviskere, bilhorn og eventuelle SOS-funktioner som EU’s eCall-funktion.
Har disse funktioner ikke en dedikeret knap, vil det ikke være umuligt for bilen at opnå topkarakter i Euro NCAPs sikkerheds- og crashtest.
Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Perspektivering
Der er stor forskel på infotainmentsystemer i elbiler, men de fleste producenter går en fremtid i møde, hvor der skal bruges enorme ressourcer på at lave bedre brugerflader til biler.
Det er ikke en let eller billig opgave af bygge god software, der er både brugervenlig og funktionel. Derfor overlader mange bilmærker arbejdet til smartphoneproducenter og softwarevirksomheder, heriblandt Google med deres Android Automotive.
Mange bilmærker skifter i den kommende tid til netop Android Automotive. Her får man dertil også en digital assistent, hvor man blot med stemmekommandoer kan styre funktioner i bilen.
Vil du have en elbil med et godt infotainmentsystem? Her er elbiler med de bedste infotainmentsystemer i 2025.
Vi anbefaler:
Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den
Guide til billigste ladeboks for elbiler
Hyundai: Elbiler med fysiske knapper og høj sikkerhed