Nokia Lumia 620 – billig Windows Phone med navigation (mobiltest)
Windows Phones er for mange lig med Nokia, den nyeste Lumia-model gør blot udvalget større i de forskellige prisklasser fra Nokia. Vi ser nærmere på Nokia Lumia 620 i denne test.
Nokia Lumia 620 er den Windows Phone fra Nokia, som henvender sig mest til de unge brugere – både hvad angår pris og design. Det fortalte Nokia selv i forbindelse med præsentationen af telefonen. Det er blandt andet muligt, at skifte covers, hvilket også tidligere har været populært fra producenterne Nokia og Sony Ericsson.
– Nokia Lumia 620 på vej på hylderne i Danmark
Der er ingen tvivl om, at Nokia er den største Windows Phone producent og også den der har langt de fleste modeller på markedet.
Mine forventninger til Lumia 620 var store, da jeg personligt synes Lumia 610 var en god og pæn telefon, til meget fornuftige penge – men kan efterfølgeren leve op til forgængerens-succes?
Kort om Nokia Lumia 620
Nokia Lumia 620 kommer med en 3,8 tommer stor ClearBlack-display skærm, 1,0 GHz dual-core Qualcomm Snapdragon S4 Plus-processor, 512 MB RAM, 8 GB intern hukommelse (kan udvides med op til 64 GB microSD-kort), NFC og korttjenesten HERE.
Skærmen har en opløsning på 800 x 480 pixels, en PPI på 246 og en vægt på 127 gram. Størrelsen på telefonen er generelt ganske god – dens fysiske mål er 115.4 x 61.1 x 11 mm.
Kameraet i telefonen er et 5 megapixels og frontkameraet er et VGA-kamera. Batteriet i telefonen er på 1.300 mAh.
CNET har lavet ti gode tips til din Nokia Lumia 620 – disse kan du finde her.
Designet – billigt legetøjs look
Nokia har tit været kendt for, at producere pæne telefoner, og blandt andet Nokia Lumia 800 har også høstet mange designpriser til producenten. Personligt tvivler jeg på, at de vil få nogen priser for Lumia 620. Foruden telefonen ser billig ud, så kan man også godt mærke det ikke er den bedste kvalitet, når den holdes i hånden.
Jeg har under hele testperioden endnu ikke mødt nogen, der har haft noget pænt at sige om telefonens design. Til gengæld er der sagt mange ikke så pæne ting.
Om den ser ligeså slem ud i de andre farver skal jeg ikke kunne sige, men den gule farve, som vi har haft til test ligner mest af alt en billig legetøjstelefon. Hvilket også er de reaktioner andre er kommet, med når vi har vist den frem.
Nokia Lumia 620 – inklusiv navigation og Nokia-applikationer
Der er ingen tvivl om, at Nokia tilbyder noget eksklusivt på deres Windows Phones i forhold til konkurrenterne.
Du får også på Lumia 620 de specielle Nokia-applikationer;, Here Transport og navigationen HERE Drive.
Så synes du disse ting er uundværlige, får du meget telefon for pengene med Lumia 620.
Systemet kører som det skal
Windows Phone er et yderst stabilt styresystem, der i den seneste version 8 kun har små bugs, og som bare fungerer og kan begejstre en, selv når man har med en telefon til under 2.000 kroner uden abonnement at gøre.
Det største problem for Windows Phone 8-platformen er fortsat, at der endnu ikke er helt samme applikationsudvalg, som til Android og iOS. Men eksempelvis med den nye ”112 app”, så man den kom til alle tre systemer samtidig, så det går den rigtige vej.
– Applikationen til nødstilfælde
Facebook, som er en applikation mange benytter, er dog fortsat desværre ikke god nok. Men man vænner sig til mange ting – specielt fordi systemet fungerer godt og stabilt generelt.
Tidligere har også spil været en stor mangelvare til Windows Phone 8 telefoner, men her er også begyndt at ske noget. De populære spil Ruzzle og Temple Run har nemlig fundet vej til Windows Phone Store.
Batteriet – det er godkendt
Batteritiden på Lumia 620 er godkendt. Lige inden testen af Nokia Lumia 620 havde vi testet Huawei Ascend W1, der har sat et ekstra stort batteri i telefonen – og sammenlignes der med det, så er forskellen til at føle. Men størrelsen på batteriet er også stor – 1.300 mAh batteri sidder der i Lumia 620, mens Ascend W1 har et batteri på hele 1.950 mAh.
En dag klares dog uden problemer på Nokia Lumia 620, hvor man er online på alt. Så nogle brugere vil måske endda opleve der kan klemmes to dages batteri ud af telefonen. Det er ikke unormalt at smartphones skal lades op hver nat.
Beskeder og tastatur
Beskeder skrives på skærmtastaturet, ligesom på andre Windows Phones, og her kan der ikke klages. Tastaturet er i orden og det foregår uden de store problemer.
Skrivehastigheden kan blive hurtig, hvis man vælger at gøre brug af de ordforslag telefonen kommer med. I takt med den kender dig bedre og bedre, så kan den næsten ”gætte” hvad dit næste ord er.
Der er i Windows Phone ikke noget T9-tastatur, men et QWERTY-tastatur – og muligheden for smileys foregår hurtigt og nemt via tasturet.
Internettet virker fint
Når man først har vænnet sig til, hvordan browseren ser ud på en Windows Phone, så fungerer internettet som det skal.
Alle Windows Phones er designet med en dedikeret søge-knap nederst til højre på telefonen – dette er også tilfældet på Nokia Lumia 620. Når man trykker på ”forstørrelsesglasset”, så kommer man straks til Microsofts-konkurrent til Google, nemlig søgemaskinen Bing – her kan der så søges efter hjemmesider, billeder og lokale interesser i nærheden.
Browseren er Internet Explorer. Fra denne kan der laves ”bogmærker”, som kommer ud på forsiden som små ”tiles”, dette gøres ved at vælge ”fastgør til start”.
Kameraet fejler
Nokia Lumia 620 kommer med et 5 megapixels kamera – og storebroderen Lumia 920 har fået meget ros for kameraet, men der er et langt stykke vej for Lumia 620.
Det er muligt både at tage billeder med den fysiske kamera-tast, samt ved at klikke på skærmen, der hvor du ønsker fokus skal være lagt i billedet.
Du kan se billeder taget med Lumia 620 i galleriet herunder. Vores konklusion er, at billederne er dårlige på grænsen til håbløse.
Konklusion – storebroderen knock-outer lillebroderen
Nokia Lumia 620 kom på det danske marked i 21. marts til en vejledende pris på 1.999 kroner uden abonnement, men allerede nu er prisen faldet så den flere steder kan fås for 1.799 kroner uden abonnement – hvilket efter min mening er en mere fair pris. Du kan se de dagsaktuelle priser på Mobilpriser.dk.
Sammenlignes der med Huawei Ascend W1, som kom på markedet nogenlunde samtidigt, så får du med W1 en telefon der umiddelbart ser ud af mere. Større skærm og pænere design. Huawei Ascend W1 er klart en telefon jeg ville anbefale til de der ikke behøver navigationsdelen, eller de andre eksklusive Nokia-applikationer.
– Huawei Ascend W1 – god Windows Phone til skartp pris (mobiltest)
Men har man behovet for de ekstra features, så kan man overveje Nokia Lumia 620. Dog vil jeg anbefale at man giver lidt ekstra penge og i stedet vælger Lumia 820, som man netop nu kan få for kun 2.220 kroner uden abonnement – se Mobilpriser.dk. Lumia 820 er et væsentligt bedre køb på stort set alle punkter.
– Nokia Lumia 820 – ikke så lille som forventet (mobiltest)
At Lumia 820 netop nu er faldet så meget i pris gør også efter min mening ”livet meget svært for Lumia 620”. Derfor lander Nokia Lumia 620 på 3 ud af 6 stjerner. Da Lumia 820 udkonkurrerer den. Jeg ville derfor ikke råde nogen til at købe Lumia 620, men i stedet bruge et par hundrede kroner mere og få Lumia 820. Og vil man have en Windows Phone i prislejet 1.500-2.000 kroner så skal man se nærmere på Huawei Ascend W1.
Det skal dog siges, at telefonen havde fået 4 stjerner hvis prisen kan findes til omkring 1.500 kroner.