Billige smartphones ødelægger Android – kunderne ender hos Apple
Der findes i omegnen af 4.000 forskellige Android-enheder på verdensplan, men langt hovedparten af disse, er lavpris-modeller.
Desværre er det ikke alle mobilkunder der forstår, at prisen har en afgørende betydning for, hvordan den endelige oplevelse af produktet er. For Android er ikke bare Android.
Gennem årerne er Android blevet bedre og bedre, og på topprodukter som Samsung Galaxy S III, HTC One X eller Nexus 4 er brugeroplevelse og mulighederne, i det fleste tilfælde på niveau med markedslederen Apples iPhone.
En topmodel koster typisk fra 4 – 6.000 kroner, og rigtigt mange køber derfor billigere smartphones, fordi de ikke er parate til at ofte det store beløb. Specielt ikke, hvis man blot ønsker at prøve af, om smartphones nu også er så smarte som folk siger.
Forbruget ændrer sig
De mobilbrugere som begynder at udforske mulighederne i en smartphone, vil med de billige produkter, hurtigt ramme hovedet mod loftet. Apps der ikke virker eller fungerer ordenligt, sløvt og hakkende menu-interface eller dræbende langsomt internet – selv til Facebook, er blandt nogle af problemstillingerne.
Da vi i sin tid gik fra ring-op modems til faste altid-online ADSL-internetforbindelser sagde mange, at de ikke havde behov for en sådan forbindelse. ”Så meget er jeg jo ikke på nettet”, var den typiske forklaring.
Men da den gamle langsomme og ustabile forbindelse blev udskiftet med noget der virkede væsentligt bedre, steg netforbruget. I dag kan de færreste nok forestille sig, at gå tilbage til duuut-duuut-modems.
Præcis sådan er det også med smartphones. Når først de ligger i lommen, er muligheden for udforskning tilstede – men dem som har købt billigt ender nogle gange med konklusionen: – ”Det med smartphones er ikke noget for mig – jeg kan ikke finde ud af det, og det fungerer ikke”.
Det eneste der virker er…
Billige Android-telefoner, dem under 1.500 – 2.000 kroner som nypris, skal du som oftest holde dig LANGT fra, med mindre det KUN er SMS’er og samtaler der er behovet.
Når en bruger af en halvdårlig Android-telefon prøver en iPhone, selv de ældre modeller, er det ikke så underligt, at de næste gang dropper de andre producenter, og går direkte på en iPhone.
”Jeg har prøvet alt muligt, men iPhone er den bedste telefon jeg har haft, fordi den virker,” er den begrundelse jeg oftest møder.
Hvis den samme mobilbruger var gået fra sin 800 kroners skrammel-telefon, der aldrig burde være solgt som en smartphone, havde gjort et pitstop ved f.eks. Samsung Galaxy S II, S III eller måske HTC One S, ville ”det virker”-oplevelsen nok være den samme.
Men når alle vennerne har en iPhone, er det nærliggende at vælge denne, fremfor at eksperimentere med andre muligheder, der potentielt også kan være forkerte.
Ødelægger sit eget varemærke
Når producenter som Samsung, HTC og Sony sælger lavprisprodukter til masserne, er de samtidigt med til at devaluere deres eget brand. Hvis man som kunde én gang har prøvet en telefon, der er købt for billigt, er det hurtigt at skære alle produkter fra producenten over én kam – og gå direkte til det sikre valg, en iPhone.
Dertil kommer problemstillingen med at f.eks. Samsung og HTC, udkommer med produkter, der stort set er ens, for at tjene ekstra penge på gamle komponenter. Seneste eksempel er Samsung Galaxy S II Plus, der stort set, med MEGET få undtagelser, er det samme som en Galaxy S II.
– Minimal forskel på Galaxy S II og S II Plus
Det klare sigte på, hvad der er særligt ved et produkt, ryger fuldkommen ud med skyllevandet i sådanne tilfælde. Det samme kan siges om HTC One X og One X+.
Samsung har også Galaxy S III Mini på samvittigheden, hvor navnet fra en succesfuld topmodel, benyttes til at sælges en minimodel, der ikke lever op til det niveau, at storebroderen befinder sig på.
Det ender med en iPhone
Den bedst sælgende telefon i 2012 i Danmark, ved teleselskaberne, var iPhone – uden diskussion, da denne er både nummer ét og to. Samsung Galaxy S III lå på tredjepladsen.
– Danmark ejes af Apple og Samsung
Men når Apples konkurrenter, der typisk er Android-producenter, med de billigste produkter sætter barren for kvalitet så lavt, som tilfældet ofte er i lowrange-markedet, så ender det med en iPhone for mange.
Jeg synes det er skræmmende hvor let Apple kan få kunder – endda vedholdende kunder. Hovedparten af iPhone-brugerne svarer ofte i undersøgelser, at det også bliver iPhone næste gang.
– Test: iPhone 5 mangler innovation
Hvis vi retter blikket mod tablets, er problemstillingen præcis den samme.
Kald det noget andet
Jeg er med på, at der i alt dette er mange nuancer. Men vi har ikke brug for flere lavpris-telefoner eller plus-modeller. Kunderne må lære at kvalitet koster – præcis som i alle andre af livets sammenhænge.
Et sted at starte var ikke at kalde produkter til lavpris for smartphones, eller sælge dem som ”nu kan du alt muligt”-enheder.
Ønsket om at sælge til masserne via lavpris virker kortsigtet, det ødelægger oplevelsen af Android-systemet og sender kunderne direkte i armene på Apple.