800 V batterisystem i elbiler: Alt du skal vide
Elbilteknologien er i rivende udvikling. En af de vigtigste teknologiske udviklinger er skiftet til batterisystemer med højere spænding på 800 volt i stedet for 400 volt.
Vi dykker her i ned i forskellen på 400 volt og 800 volt batteriarkitektur og gør dig klogere på, hvilke fordele der er ved 800 volt batterisystemer. Se også alle elbiler med 800 volt batterisystem i Danmark.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Hvad er et batterisystem i elbiler?
Elbiler er komplekse og består af forskellige komponenter såsom batteri, motor(er), invertere, sensorer, styringer, ledninger og hjælpesystemer. Dette kaldes arkitekturen eller batterisystemet.
Specifikationerne og typen af komponenter, og hvordan de er designet til at arbejde sammen, afhænger af, om elbilen har et 400 volt eller et 800 volt batterisystem.
De fleste elbiler har i dag en 400 volt arkitektur, men flere og flere producenter overgår i disse år til en 800 volt arkitektur. Det skyldes, at en højere spænding på 800 volt giver fordele som øget effektivitet, forbedret ydeevne og hurtigere opladning.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Forskel på 400 volt og 800 volt arkitektur
Vi kigger her nærmere på forskellen på et 400 volt og 800 volt batterisystem i elbiler.
Hvad er et 400 volt batterisystem?
En 400 V-arkitektur betyder ikke nødvendigvis, at et elbilbatteri har en spænding på 400 volt, men et spændingsområde mellem 300 og 500 volt alt efter faktorer som batteriniveauet, temperaturen, alder og øvrige driftsforhold.
400 volt-batterisystemer er standard i elbiler, da de er billigere at producere end 800 volt batterisystemer.
Elbiler med en 400 volt batteriarkitektur fungerer med både 400 volt og 800 volt lynladere, men de er begrænset til 400 volt ved DC-lynladere, der understøtter 800 volt. Det kan give langsommere opladning afhængigt af ladestanderens strømoutput.
Hvad er et 800 volt batterisystem?
800 V-arkitekturen har, ligesom 400 V, et spændingsområde frem for en fast spænding, som typisk er på mellem 600 og 900 volt.
Elbiler med 800 volt batterisystemer har fordele som længere rækkevidde og hurtigere opladning sammenlignet med modeller med 400 volt, men de er til gengæld lidt dyrere. Dette skyldes de nyere teknologier og fortsatte investeringer i udvikling af teknologien. Over tid forventes omkostningerne at falde, når teknologien bliver mere udbredt.
800 volt batterisystemer forbedrer effektiviteten og reducerer vægten på elbilen, da arkitekturen kræver lavere strømstyrke, hvilket muliggør tyndere kabler og et mindre energitab. Dette reducerer elbilens vægt og minimerer energitab til varme, hvilket øger den samlede effektivitet og dermed rækkevidden. Batterier med høj spænding kan også levere mere strøm til elmotorer og dermed opnå hurtigere acceleration og regenerativ bremsning med højere energiudnyttelse.
Elbiler med 800 volt batterisystemer kan lade hurtigere ved DC-lynladere, der understøtter 800 volt, og med en indbygget DC/DC-konverter kan de også oplade ved lynladere, der kun understøtter 400 volt. Ikke alle offentlige lynladere er dog designet til 800 volt-arkitekturen.
Forskel på 400 V og 800 V i elbiler
Nedenfor kan du se alle forskellene mellem 400 volt og 800 volt batterisystemer i elbiler:
400 volt | 800 volt | |
Ladetid | Ladetiden er begrænset af ladestanderens maksimale strømstyrke. Denne begrænsning skyldes den varme, der genereres af højere strømstyrker for at sikre en sikker og effektiv opladning. Derfor kan elbiler med 400 volt arkitekturer ikke udnytte lynladeres kapacitet fuldt ud, hvilket fører til langsomme ladetider. | Understøtter hurtigere opladning fra lynladere, da 800 V-elbiler kan tage imod højere effekt på grund af den lavere strøm, som de kræver. Det giver elbilerne mulighed for at oplade hurtigere, når de bruger lynladere, der er designet til 800 volt-batterisystemer. |
Effektivitet/ rækkevidde | 400 volt-arkitekturer anvender typisk tungere komponenter og oplever reduceret effektivitet på grund af energitab fra varme genereret af højere strømstyrker sammenlignet med 800 volt-systemer. | Har et lavere energitab gennem varme kombineret med muligheden for at opsamle mere energi via regenerativ bremsning. |
Vægt | Kræver typisk tungere kabler, strømudstyr og motorer på grund af de højere strømstyrker, som de arbejder med, hvilket fører til en generelt tungere elbil. | Den højere spænding giver mulighed for at bruge lettere kabler og komponenter, da de understøtter lavere strømstyrke. |
Pris | Lavere produktionsomkostninger takket være en veletableret og robust fremstillingsproces og en stærk, eksisterende forsyningskæde. | Produktionen er typisk dyrere, fordi det er en ny teknologi med en mindre markedsandel, hvilket fører til højere omkostninger til komponenter. |
Ladeinfrastruktur | Visse offentlige DC-lynladere er designet til elbiler med 400 volt batterisystemer, f.eks. Teslas ældre lynladere. Lynladere med høj effekt kan stadig bruges, men ladehastigheden vil være lavere på grund af den lave indgangsspænding. | De fleste, hvis ikke alle, 300 kW-lynladere i Danmark understøtter 800 volt batterisystemer. Teslas ældre ladere har ikke understøttet 800 volt, men det gør de nyeste V4 Superchargere. |
Se også: Disse elbiler er Bedst i Test
Elbiler med 800 volt batterisystem
Følgende elbiler med 800 volt batterisystem findes pt:
Elbil | Nominel spænding |
Porsche Taycan | 610 – 835 V |
Porsche Taycan Sport Turismo | 610 – 835 V |
Porsche Taycan Cross Turismo | 610 – 835 V |
Kia EV6 | 523 – 697 V |
Kia EV9 | 552 – 632 V |
Hyundai Ioniq 5 | 520 – 697 V |
Hyundai Ioniq 6 | 480 – 697 V |
BYD Seal | 550 V |
BYD Tang | 640 V |
BYD Sealion 7 | 537,6 – 550,4 V |
Xpeng G9 | 607 – 617 V |
Xpeng G6 | 512-550,5 V |
Audi e-tron GT | 725 V |
Audi Q6 e-tron | 662 V |
Audi Q6 Sportback e-tron | 662 V |
Audi SQ6 e-tron | 662 V |
Audi SQ6 Sportback e-tron | 662 V |
Audi A6 Avant e-tron | 662 V |
Audi A6 Sportback e-tron | 662 V |
Audi S6 Avant e-tron | 662 V |
Audi S6 Sportback e-tron | 662 V |
Lotus Eletre | 709 V |
Lotus Emeya | 705 V |
Maserati GranTurismo Folgore | Ukendt |
Maserati GranCabrio Folgore | Ukendt |
Som det fremgår af tabellen, har de fleste 800V-elbiler en nominel spænding, der ligger under 800 volt, men den kan altså også ligge over.
Se også: Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
800 V-lynladere i Danmark
Globalt findes der rigtigt mange lynladere, som kun understøtter 400 volt, men i Danmark er anvendes der hovedsageligt 300 kW-lynladere, som understøtter både 400 volt og 800. Det gælder lynladere fra eksempelvis Clever, IONITY, Circle K, Shell, Uno-X, Norlys og E.ON.
Det er først med Teslas nyeste V4 Supercharger – den der er meget slank og sort i bunden – at Teslas lynladere understøtter 800 volt. Ved opladning af 800 volt-elbiler på ældre Tesla-lynladere vil laderne gå i fejlsikringstilstand og lade med en begrænset effekt på 43 kW.
Se også: Priser på de billigste elbiler i Danmark
Hvorfor oplader elbiler med 800 V hurtigere?
Den vigtigste faktor for ladehastigheden er lynladere udgangseffekt i kilowatt (kW), som bestemmes af strømstyrken (A) og spændingen (V). Højere strømstyrke øger varmetabet og kræver tykkere kabler og ofte vandkøling i kablerne.
Ved at øge spændingen og reducere strømstyrken kan man øge effekten og forkorte ladetiden. Dobbelt så høj spænding med samme strømstyrke kan levere dobbelt så meget energi. Laderens effekt overstiger dog aldrig, hvad bilens batteri kan håndtere, da ladehastigheden altid er designet til at være sikker og effektiv i drift.
Vi anbefaler:
Guide til opladning af elbil med ladeboks i hjemmet
Stem på Årets elbil 2025