Tesla Cybertruck kommer til Danmark

Nu er der en unik chance for at kigge nærmere på Tesla Cybertruck i Danmark. Telsa viser Cybertruck frem i Europa, herunder fem danske byer. Men du skal være hurtig.

Tesla Cybertruck kommer til Danmark

I juni kommer Teslas Cybertruck til Danmark. Det sker som led i en europæisk charmetur kaldet Cyber Odyssey, der foregår i Europa.

Tesla vil fremvise Cybertruck over 100 steder i 20 lande i sommermånederne. Publikum vil få mulighed for at møde det i forvejen ikoniske køretøj og lære mere om dets unikke specifikationer, funktioner og teknik.

Se også: Find den bedste forsikring til din elbil

Vises frem i fem danske byer

Herhjemme vil det være muligt at se nærmere på Cybertruck fem steder i Danmark fra den 8. juni.

I tilmeldingen skriver Tesla blandt andet følgende: “Kom tæt på Cybertruck — bygget til enhver planet. Vi vil være tilgængelige til at guide dig igennem de unikke funktioner, der gør Cybertruck klar til alt”.

I Danmark vil Cybertruck kunne opleves på følgende steder:

  • Tesla Køge: 8. – 9. juni
  • Tesla Greve: 10. – 13. juni
  • Mikkeller Baghaven (Reffen, København): 14. – 15. juni
  • Tesla Odense: 16. – 18. juni
  • Tesla Århus: 19. – 22. juni

Interessen forventes at være stor, og da der er begrænsede pladser, skal man tilmelde sig til Teslas events, hvis man vil være sikker på at få en plads. Tilmelding sker efter først til mølle på Teslas hjemmeside.

Se også: Test, bedømmelse og pris på Tesla Model Y LR baghjulstræk

Kommer Tesla Cybertruck til salg i Danmark?

Det er stadig uvist, om Teslas Cybertruck på et tidspunkt kommer til at køre på gaderne i Europa. Det kommer sandsynligvis ikke til at ske i den nuværende udgave.

Eksperter forventer, at elbilen ikke vil kunne blive typegodkendt med sit nuværende design, idet de skarpe kanter vurderes farlige for bløde trafikanter. Elon Musk har dog tidligere luftet muligheden for at designe en særlig og mindre variant af Cybertruck, som vil overholde de europæiske regler.

At Cybertruck nu bliver vist frem i Europa kunne tyde på, at Tesla har interesse i at brede kendskabet til elbilen herhjemme. Og måske kan det altså betyde, at vi en dag også kan købe den.

Noget tyder da også på, at Tesla godt kunne bruge flere potentielle købere af Cybertruck. I forbindelse med en tilbagekaldelse af trucken for nylig på grund af en fejl i speederpedalen viste det sig, at der indtil videre kun kører knap 4.000 Cybertrucks på de amerikanske veje.

Se også: Varianter, specifikationer og priser på Tesla Cybertruck