NIO har en telefon – nu vil Polestar og Hongqi også lave smartphones

NIO Phone eksisterer allerede, og næste uge præsenteres Polestar Phone. Også Hongqi er på vej med en smartphone, alt imens mobilproducenten Xiaomi er begyndt at lave elbiler.

NIO har en telefon – nu vil Polestar og Hongqi også lave smartphones

Hvis man er bilproducent i Kina, er man nødt til også at have sin egen smartphone. Det lader i hvert fald til at være tankegangen hos flere større elbilproducenter fra Kina.

Sidste år lancerede NIO sin egen smartphone, og i længere tid har Polestar været på vej med en tilsvarende smartphone, som bliver præsenteret i næste uge.

Nu er endnu en elbilproducent klar til at lancere sin egen smartphone: Hongqi, som ejes af China FAW.

Se også: Test og anmeldelser af smartphones

Polestar Phone ser forbavsende godt ud

Lad os først kigge nærmere på Polestars smartphone, som ser ret så lovende ud – i hvert fald at dømme på udseendet. For nylig har Polestar nemlig delt billeder af sin kommende smartphone, som ser ud til at hedde Polestar Phone.

Anledningen til, at Polestar udvikler en smartphone, er ikke at konkurrere med andre producenter af smartphones. Det er ganske enkelt for at kunne demonstrere potentialet i et sammenkoblet økosystem, hvor telefonen spiller en vigtig rolle i samspil med bilens infotainmentsystem.

Polestars telefon er godkendt til salg i Kina, og et kinesisk lanceringsevent vil finde sted den 23. april. Den er udviklet i samarbejde med Meizu – et smartphonemærke ejet af Geely, der er Volvo og Polestars moderselskab.

På det kinesiske sociale medie Weibo har Polestar delt billeder af telefonen. Her ser man tydeligt dens flade kanter, og at den har fire kameralinser placeret på række, og som stikker et godt stykke ud fra telefonens bagside.

Den mest iøjefaldende del af designet er den supersmalle og symmetriske ramme omkring skærmen. Det er ikke så ofte, at vi ser en sådan. Rammen skulle være blot 2,2 millimeter tynd, så man får en skærm, der dækker hele 91,5 procent af overfladearealet. Det er også en af de få telefoner, der har en skærm i 21:9-forhold. Da telefonen er 74 mm bred, bør skærmen være over 6,5 tommer.

Design har altid været en af Polestar og Meizus stærke sider, så det er ikke så overraskende, at de brillerer på det område.  Udover et lækkert design er telefonens største salgsargument den tætte integration med Polestars Android Automotive-infotainmentsystem. Det er dog uvist, hvor stort markedet for en sådan telefon er, eller hvor mange Polestar-kunder, der er villige til at skifte mobilen ud til en model fra bilproducenten.

Det kan også være, at købere af Polestar-biler ligefrem får en gratis Polestar-telefon med i købet.

Der er endnu ikke billeder af Hongqis smartphone, men sådan ser NIO Phone ud.

Luksusmærket Hongqi vil også lave smartphones

Lige som Polestar er ved at lancere sin smartphone, er nyheden om, at konkurrenten Hongqi vil gøre det samme.

Hongqi vil arbejde sammen med den Geely-finansierede reservedelsleverandør Ecarx om at skabe high-end Hongqi-brandede smartphones.

Som med Nio og Polestar vil det vigtigste unikke salgsargument her være en påstået bedre integration mellem Hongqi-smartphones og Hongqi-biler. Ord som “ultimate connected smart interaction experience” er blevet delt i den officielle udtalelse telefonen.

Ud over udvikling af telefoner vil Ecarx og FAW også samarbejde om at udvikle et “smart cockpit” og Hongqi OS.

Hongqi er China FAW’s mest luksuriøse mærke, og det solgte i 2023 mere end 85.000 biler – en stigning på 135 procent i forhold til 2022. Hongqi blev i 2023 introduceret i Danmark, hvor prisen på elbilen E-HS9 kort efter lanceringen blev sænket med 400.000 kroner.

Smartphones og biler – to felter mødes

Traditionelt har produktion af smartphones og biler været to fuldstændig separate forretningsområder, som vidt forskellige producenter har beskæftiget sig med.

Samsung, Apple, Xiaomi, OnePlus og lignende producenter har mestret det at masseproducere smartphones, mens Volkswagen-koncernen, Tesla, BYD, Toyota, Hyundai, Ford, Honda, Nissan, BMW, Mercedes-Benz, Renault og mange andre har mestret masseproduktionen af biler.

Men i takt med overgangen til elbiler er det som om, at de to områder er begyndt at smelte sammen. NIO, Polestar og Hongqi, der nu vil ind på smartphonemarkedet, og mobilproducenten Xiaomi, der med stor succes har debuteret som bilproducent.

Udviklingen er måske slet ikke så mærkelig, for i bund og grund er en elbil i dag en avanceret tablet på fire hjul. For mange er omdrejningspunktet bilens infotainmentsystem og bilens sømløse integration med smartphonens økosystem en væsentlig egenskab, og den gode brugeroplevelse forsøger flere producenter nu at forbedre ved at producere både biler og smartphones.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler