Eksperter vil forbyde sociale medier for børn under 18 år

Børn bør forbydes adgang til de fleste sociale medier, indtil de er 18 år, fordi techgiganterne forsøger at tjene penge på dem, lyder ny undersøgelse.

Eksperter vil forbyde sociale medier for børn under 18 år

Børn bør ikke bruge en smartphone, før de er 13 år, og de bør forbydes adgang til sociale medier som TikTok, Instagram og Snapchat, før de er 18 år. Det er konklusionen i en ny rapport fra eksperter, som Frankrigs præsident Emmanuel Macron har bestilt.

Den franske præsident bad forskere og eksperter om at foreslå retningslinjer for børns brug af skærme med henblik på, at Frankrig skulle tage hidtil usete skridt i brug for at begrænse børns eksponering for skærme.

Det er uklart, hvordan den franske regering nu vil gå videre efter rapportens offentliggørelse. Emmanuel Macron har i januar oplyst, at der ”der kan komme forbud – der kan komme restriktioner.”

Se også: Sådan former teknologi samfundet og kaprer menneskers hjerne

Børn skal beskyttes mod it-giganterne – er blevet til handelsvarer

Rapporten oplyser, at børn skal beskyttes mod techgiganternes profitdrevne “strategi for at fange børns opmærksomhed ved at bruge alle former for kognitiv bias til at lukke børn inde på deres skærme, kontrollere dem, engagere dem igen og tjene penge på dem”.

Børn er ved at blive “handelsvarer” på dette nye teknologimarked, lyder det i rapporten.

En tre måneder lang undersøgelse foretaget af forskere og eksperter under ledelse af neurologen Servane Mouton og Amine Benyamina, leder af psykiatri- og afhængighedsafdelingen på Paul-Brousse-hospitalet, siger, at børn under tre år ikke bør udsættes for skærme – inklusive tv – og at ingen børn bør have en telefon, før de fylder 11 år.

Enhver telefon, der gives til et barn mellem 11 og 13 år, bør være en god, gammeldags ”dumbphone” uden adgang til internettet, hedder det. Minimumsalderen for, hvornår de bør have en smartphone med forbindelse til internettet, bør fastsættes til 13 år.

Rapporten siger, at en 15-årig kun bør have adgang til det, som rapporten kalder for “etiske” sociale medier såsom Mastodon. Konventionelle profitdrevne sociale medier som TikTok, Instagram eller Snapchat bør ikke være tilgængelige for teenagere, før de er fyldt 18 år, hedder det.

Teenagere bør også få bedre undervisning i videnskaben bag behovet for at få nok søvn.

Se også: Tydelig sammenhæng mellem skærmtid og udvikling af børns hjerne

Mobilbrug kan forhindre små børns udvikling

Rapporten kommer med lige så strenge anbefalinger til de helt unge og oplyser, at telefoner og skærme skal begrænses så meget som muligt på barselsafdelinger for at hjælpe forældre med at knytte bånd til deres babyer. Telefonbrug bør også tages op blandt dagplejere, hedder det.

For børn op til seks år bør skærme af enhver art være “stærkt begrænsede” og kun meget sjældent bruges til undervisningsindhold, når de sidder sammen med en voksen. Skærme bør forbydes helt i børnehaver for børn under seks år. I folkeskolen bør børn ikke få individuelle tablets eller digitale enheder at arbejde på, medmindre det er på grund af et specifikt handicap.

Rapporten foreslog også at forbyde internetforbundet legetøj – undtagen det, der bruges som lyd til historiefortælling.

“Før seksårsalderen har ingen børn brug for en skærm for at kunne udvikle sig. Faktisk kan skærme forhindre dem i at udvikle sig ordentligt i denne alder,” siger Servane Mouton.

Se også: “TikTok-hjerne” kan ødelægge børns koncentrationsevne

Forældre er, ligesom børn, ofrene for techgiganterne

Forskerne oplyser, at de ikke ønsker at skælde ud på forældrene, som selv er “ofre for en magtfuld techindustri”. De oplyser, at forældrene i stedet skal hjælpes til at undgå det, de kalder “techno-ference”. Det er, når forældre konstant tjekker deres egne telefoner og dermed forstyrrer deres evne til at koncentrere sig om at tale med, spise med eller lege med deres børn.

Det skader de unges følelsesmæssige udvikling, hedder det i rapporten. Det omfatter voksne, der scroller på deres telefoner, mens de giver små børn mad, eller hjem, hvor et fjernsyn konstant er tændt i baggrunden.

Forskerne siger, at det ikke er forældrenes skyld, og at der burde gøres mere i samfundet som helhed, for eksempel ved at give voksne mulighed for at koble ordentligt af fra arbejdet uden for arbejdstiden, begrænse skærme på offentlige steder, indføre skærmfrie restauranter og caféer eller ved at forældre lægger deres telefoner i en kasse, når de kommer hjem fra arbejde.

Se også: Undgå disse 24 gratis mobilspil til børn – sender data til techgiganter

Forældrekontrol er en afledningsmanøvre

Forskerne siger, at “forældrekontrol” ikke skal ses som et tilstrækkeligt middel til at beskytte børn. De er snarere en ineffektiv afledningsmanøvre, som techindustrien sælger for at “slippe for at skabe algoritmer”, især inden for sociale medier, der er designet til at gøre børn afhængige og tjene penge på dem.

“Teknologi er og bliver et fantastisk redskab, men det skal være til gavn for mennesker – ikke så de bliver reduceret til at tjene et produkt,” siger Amine Benyamina.

Se også: Børns overdrevne skærmbrug fører til nærsynethed

Indhold er bygget til at skabe afhængighed

Han siger, at skærme har negative virkninger på børn “med hensyn til deres syn, deres stofskifte … deres intelligens, koncentration og kognitive processer”.

Folk er derudover ikke afhængige af skærmene som produkt, men det indhold, som skærmene viser. Han tilføjer, at “algoritmer, der genaktiverer og stimulerer nydelsessystemet og er bygget til at undgå, at du mister interessen for indholdet, har en form for afhængighedsskabende dynamik,” siger Amine Benyamina.

Ifølge Amine Benyamina skal folk være på vagt på de sociale medier, hvis de bemærker, at indhold engagerer dem igen.

“Hvis du beslutter dig for at se en eller to videoer, og du har været i gang hele aftenen, skal du sætte spørgsmålstegn ved det.”

Se også: Sociale medier påvirker piger negativt i en yngre alder end drenge

Smartphones forbydes i skoler

Frankrig er ikke ene om at se kritisk på børns forbrug af smartphones og de skadelige konsekvenser, det kan have.

I Holland har man siden januar forbudt telefoner, tablets og smartwatches i landets skoleklasser.

Unesco, der er FN’s organ for uddannelse, videnskab, kultur og information, udgav i juli 2023 en rapport, som anbefaler at fjerne smartphones fra skoler, da meget skærmtid kan have en negativ effekt på børns følelsesmæssige stabilitet.

I Danmark er der ikke et generelt forbud for børn mod at bruge mobiltelefonen i skoletiden, men visse skoler kan have vedtaget lokale regler på området.

Louise Klinge, der er børne- og skoleforsker, ph.d., leder af Eduk, medlem af Børnerådet og organisationen Tech og Trivsel, mener ligesom de franske eksperter, at smartphones bør forbydes for børn under 16 år.

”Masser af forskning viser, hvad der får børn og unge til at trives og udvikle sig bedst muligt. Og en omfattende brug af smartphones går ind og hæmmer alt det, som bidrager til trivsel og udvikling. Sådan noget som tryghed, søvn, bevægelse, natur, leg og menneskeligt nærvær,” siger hun til Kristeligt Dagblad.

Sundhedsstyrelsen i Danmark har ni anbefalinger om brug af skærm – blandt andet at man ikke bør bruge skærm op til sovetid, at man bør lade sin telefon blive ude af soveværelset, bruge tid væk fra skærmen og huske at være fysisk aktiv og være opmærksom på ens forbrug af sociale medier, og hvordan brug af skærm påvirker ens trivsel.

Se også: Nyheder om mennesket og teknologi