Pristjek: Vent med at købe ny telefon og spar mange penge

Der er ingen grund til at skynde dig at købe ny mobil lige efter lanceringen, for hvis du venter, kan du spare adskillige tusinde kroner på dit næste smartphonekøb.

Pristjek: Vent med at købe ny telefon og spar mange penge

Smartphoneproducenter har travlt med at lancere nye smartphones med nye, imponerende egenskaber. I år er det især AI-funktioner, som er det helt store trækplaster.

Det kan være utroligt fristende at slå til, så du hurtigst muligt får fingre i alle de nye fristende teknologier. Men der er rigtig mange penge at spare, hvis du lige slår koldt vand i blodet og venter med at købe de nyeste topmodeller fra Apple, Samsung, OnePlus, Xiaomi og Google.

Faktisk kan du skære helt op til 2.000 kr. eller cirka 25 procent af prisen på dit næste smartphonekøb ved at vente lidt.

Se også: Nuværende priser og tilbud på smartphones

Store prisfald de første tre måneder

Vi har undersøgt priserne på 10 af de mest populære telefoner fra Apple, Samsung, Google og OnePlus, som har været tilgængelige på markedet i mindst et år. Her har vi fundet frem til de laveste priser hos forhandlerne måned for måned i et år efter lanceringen.

Resultatet viser, at der er mange penge at spare på de nyeste modeller, hvis du kan vente lidt med at trykke på køb-knappen. De 10 telefoner kostede i gennemsnit 8.059 kroner ved lanceringen, men allerede efter en måned var priserne faldet med i gennemsnit 633 kroner eller 8 procent.

Ved at vente to måneder efter at telefonerne er sat til salg sparer du i gennemsnit 863 kroner eller 11 procent sammenlignet med de vejledende priser. Besparelsen fortsætter ind i den tredje måned, hvor det gennemsnitlige prisfald nu er oppe på 1.275 kroner.

Se også: Test og sammenligning af nyeste mobiltelefoner

Vent et år og spar 2.000 kroner 

Herefter flader besparelsen ud. Seks måneder efter lanceringen sparer du i gennemsnit 1.460 kroner eller 18 procent, og et år efter telefonerne blev sat til salg, sparer du i gennemsnit 2.006 kroner eller 25 procent. Du kan altså spare en stor pose penge, hvis du kan vente med at købe mobilen.

Bemærk: Scroll horisontalt i tabellen nedenfor for at se alle kolonner:

 Telefon Pris Efter 1 md. Efter 2 mdr. Efter 3 mdr. Efter 4 mdr. Efter 5 mdr. Efter 6 mdr. Efter 8 mdr. Efter 10 mdr. Efter 12 mdr.
iPhone 14 8.299 kr. -10 % -12 % -16 % -14 % -14 % -17 % -22 % -21 % -23 %
iPhone 14 Plus 9.299 kr. -1 % -10 % -37 % -12 % -15 % -18 % -39 % -26 % -28 %
iPhone 14 Pro 10.499 kr. -5 % -3 % -1 % -2 % -10 % -13 % -19 % -17 % -20 %
iPhone 14 Pro Max 11.499 kr. -3 % -3 % -2 % -5 % -8 % -13 % -17 % -16 % -18 %
Samsung Galaxy S23 7.499 kr. -15 % -19 % -24 % -28 % -32 % -27 % -28 % -30 % -41 %
Samsung Galaxy S23 Ultra 10.999 kr. -25 % -19 % -28 % -31 % -30 % -26 % -25 % -31 % -30 %
Google Pixel 7 4.999 kr. -0 % -1 % -14 % -7 % -14 % -9 % -12 % -16 % -17 %
Google Pixel 7 Pro 6.999 kr. -0 % -2 % -5 % -12 % -16 % -13 % -14 % -14 % -15 %
OnePlus 11 6.499 kr. -1 % -11 % -7 % -14 % -18 % -18 % -4 % -21 % -25 %
Samsung Galaxy A54 3.999 kr. -17 % -27 % -33 % -30 % -29 % -30 % -30 % -34 % -36 %
Gennemsnit 8.032 kr. -8 % -12 % -17 % -16 % -19 % -18 % -21 % -22 % -25 %

Se også: Brugte iPhones med garanti

Voldsomme prisfald på Samsung-topmodeller og iPhone 14

Ser vi på specifikke modeller, kan du endda spare væsentligt mere end gennemsnittet.

Allerede efter én måned kunne man for eksempel sidste år spare hele 2.720 kroner eller 25 procent på Samsung Galaxy S23 Ultra. Den kostede oprindeligt 10.999 kroner, men efter en måned var prisen nede på kun 8.279 kroner.

Samsung Galaxy A54 oplevede også et hurtigt prisfald sidste år. Startprisen på 3.999 kroner faldt med hele 27 procent på blot to måneder, hvor den kunne købes for kun 2.925 kroner.

Efter tre måneder var prisen på iPhone 14 Plus også faldet markant – nemlig med 37 procent. I stedet for at betale 9.299 kroner for den i september 2022, kunne den i december købes for kun 5.853 kroner.

En anden telefon, der har oplevet et betydeligt prisfald, er Samsung Galaxy S23. Efter 12 måneder er dens pris faldet med 3.055 kroner eller 41 procent.

Se også: Top 5: De absolut bedste Android-mobiler

Android-smartphones falder mest i pris

De fire iPhones i undersøgelsen er i gennemsnit faldet 18 procent i pris efter seks måneder og 28 procent efter et år.

Her er priserne på Android-telefonerne faldet med hele 30 procent efter et halvt år og 41 procent efter et helt år.

Ønsker du at foretage det mest fordelagtige køb, finder du altså de største besparelser ved køb af Android-smartphones.

Se også: Apple vs. Samsung: Hvilket mærke er bedst?