Dansk lovgivning skal sikre ulovligt indhold på SoME fjernes

Regeringen overvejer national lovgivning, der skal få sociale medier til hurtigere at fjerne ulovligt indhold - bøder skal have præventiv effekt.

Dansk lovgivning skal sikre ulovligt indhold på SoME fjernes

Sociale medier skal spille en mere aktiv rolle i at sikre, at ulovligt indhold bliver taget ned hurtigt, lyder det i et udspil fra regeringen. Der findes nemlig i dag ikke selvstændig regulering af sociale medier på trods af deres stigende indflydelse på vores samfund, men udviklingen af sociale medier og deres betydning i samfundet har derfor i mange lande ført til overvejelser om regulering af platformene.

Sociale medier skal underlægges national lovgivning til at fjerne ulovligt indhold

Det ses også ved et markant øget internationalt fokus på behovet for regulering af blandt andet ulovligt indhold online på baggrund af platformenes globale samfundsmæssige rækkevidde, lyder det i en ny rapport fra regeringen. Senest har EU-Kommissionen fremlagt et forslag til en forordning om et indre marked for digitale tjenester, men hvor EU-Kommissionens forslag har et bredere sigte, vil regeringen sætte målrettet ind over for de største sociale medier.

Derfor foreslår regeringen en ny national lov, der regulerer sociale medier, så de lettere kan håndtere klager over ulovligt indhold. Lovgivningen vil medføre tydelige frister for nedtagning af ulovligt indhold, hvor ulovligt indhold som udgangspunkt skal fjernes eller blokeres inden for 24 timer, efter den sociale medieplatform har modtaget indberetningen. Er der tale om indhold, hvor man ikke umiddelbart kan vurdere, om det er ulovligt indhold og derfor kræver en nærmere undersøgelse, kan fristen sættes til syv dage.

Se også: Bedste telefoner til de laveste priser

Bøder med præventiv effekt

Derudover vil brugerne have ret til at få efterprøvet de sociale mediers beslutning. Hvis medierne vælger at beholde indholdet på deres platform, så er minimumskravet, at de giver en begrundelse for deres beslutning. Manglende overholdelse fra de sociale medier vil kunne resultere i bøder, hvor bødeudmålingen skal have en præventiv effekt.

Loven vil også betyde, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal føre tilsyn med, at platformene lever op til den nye lovgivning. Det vil også være her, danskere kan tage kontakt, hvis det sociale medie ikke efterlever lovens krav. Endeligt skal sociale medier udpege en repræsentant, der hurtigt og effektivt kan håndtere henvendelser fra myndighederne.

Se også: Nyheder om sociale medier og ulovligt indhold